Voksenkontrol er hverken fedt eller nemt, men nødvendigt, mens ens børn er små, mener Rikke Lyng Christensen, mor til Noah Haakon Degn, der har brugt adskillige timer foran skærmen.
»Det er fanme ikke særlig sjovt at være den røvsyge forælder, der siger ’nej’. Men ellers gør man sine børn en bjørnetjeneste,« siger Rikke Lyng Christensen, tidl. håndarbejdslærer og nu selvstændig.
96 pct. af 16-19-årige drenge spiller computer, og halvdelen af dem spiller dagligt.18-årige Noah Haakon Degn oplever, at computerspil har givet ham en masse kompetencer. Hans mor kan sagtens se den kreativitet, læring og udvikling, som spillene har givet ham, men det har været vigtigt for hende, at han også så de andre ting, livet havde at byde på - udenfor skærmen.
»Hvis der ikke havde været lidt fornuftig voksenmoral indover, ville jeg være bekymret for, at de i dag sad et mørkt sted med en masse computere og aldrig kom ud i virkeligheden,« siger hun.
Med en far i it-branchen begyndte besættelsen tidligt for de to drenge. Da Noahs storebror fyldte to år, blev han spurgt, hvad han hed. Drengen stavede sit navn efterfulgt af 'enter'. Det var nemlig adgangskoden til computeren.
»Computeren var som en magnet. De to unger synes jo bare, at alt, hvad far gjorde, var fantastisk.«
Som treårige var de derfor godt i gang med ’Magnus og Myggen’ og ’Pixeline’. Det var som regel spil med ’guf til hjernen', der blev spillet. Selvom drengene fik læring ud af spillet, blev der alligevel sat klare tidsgrænser i hverdagen, og i en periode, mens drengen var små, kørte de også med spillefrie søndage.
I de tidlige år til de var 9-10 år, gjorde hun også meget for at sætte sig ind i spillet og holde godt øje med deres humør.
»Hvis jeg fornemmede, at det tog overhånd, og spillet gjorde ham hysterisk og irriteret, insisterede jeg på, at han holdt pause fra spillet,« siger hun.
Derudover blev drengene opfordret til at prøve alt fra fodbold og svømning til bowling og parkour. Hun har selv dyrket meget springgymnastik og vil gerne give fællesskabs- og kropsfølelsen videre til sine drenge.
»Ulempen ved for meget computerspil er, at man glemmer tid og sted og derfor ikke er særlig god til at mærke sig selv. De var for meget i hovedet og for lidt i kroppen,« siger Rikke Lyng Christensen.
Hvis hun ikke lige satte en skål udskåret frugt foran dem, som de hovedløst kunne spise, opdagede de små drenge slet ikke, at de var sultne.
Men med tiden kunne forældrene så småt begynde at give slip på kontrollen.
»Det blev bedre med alderen. Som teenagere kunne de sagtens selv styre spilletider, og om de var sultne eller trætte,« siger hun.
Og i dag, hvor Noah Haakon Degn går på Game College, er bekymringerne helt væk. Hun kan nemlig se en dreng, der har gode venner, spiser ordentligt og har fundet balancen.
»Hvis han så vælger at gøre computerspil til sin levevej, så skal han bare gå amok med det, ligesom jeg gør med det, jeg brænder for.«
