Simon er afhængig af computerspil: 'Det har invalideret mit liv'

Mens andre rejste, fik venner for livet og en uddannelse, gemte Simon sig i væk i en animeret verden, og angsten for det virkelig liv voksede.

»Jeg har oplevet, hvordan det har ødelagt alt, fordi jeg var så meget i den anden verden. Det er ikke det, jeg vil med mit liv,« siger han og slår sig ned i forældrenes sofa i Buddinge.

Det er ikke uden bekymringer, han har sagt ja til at dele sin oplevelse af at være afhængig af computerspil. Han frygter, at folk vil dømme ham som doven.

»Men så begriber de ikke, hvor afhængig jeg er. Man kan ikke overskue at lave mad, selv om man er vildt sulten. Eller gå i bad eller børste tænder. Det hele ville være så meget nemmere, hvis jeg bare kunne vælge at eksistere i den anden verden,« siger Simon, som derfor er glad for, at ’gaming disorder’ i 2018 kommer på WHO’s liste over diagnoser.

»Det har invalideret mit liv.«

Det er kun få måneder siden, at han var fanget i afhængigheden i en lejlighed på Amager. Nu er han flyttet hjem til sine forældre og kæmper for at vinde sit liv tilbage.

»Jeg bor hjemme og fylder snart 25 år. Det er pinligt. Men jeg ved godt selv hvorfor,« siger han.

Vis mere

I 9. klasse var Simon ’med på beatet’ - havde venner, en kæreste og scorede høje karakterer. Og ja, så spillede han computer præcis ligesom 96 procent af drengene i hans alder.

Men så begyndte han at ryge hash.

»Jeg er i forvejen ret genert, og hashen forstærkede det.«

I stedet for at få nye venner i gymnasiet lukkede han sig ind i sig selv. Røg mere. Spillede mere. Nogle dage pjækkede han og spillede hele dagen og natten med.

Udefra mærkede han det sociale pres: mor og far, der vil have ham til at passe sin skole, og gymnasievennerne, der tolkede hans manglende engagement, som om han ikke ville dem.

Alle forventede noget, som han ikke kunne leve op til. Også ham selv.

»Men presset forsvandt, når jeg spillede. Jeg gemte mig væk i en verden, hvor jeg havde succes.«

På et tidspunkt stoppede han med at ryge hash, og angsten, som hashen før havde dulmet, blev tydelig.

I stedet for at deale med angsten og træne sin hjerne til at være blandt andre gemte han sig endnu længere væk i computerspillene.

Vis mere

I løbet af fire år på to gymnasier fik han kun lige akkurat charmet sig til ’et lortesnit’.

Derefter fulgte en rutsjetur med gode og dårlige perioder. I halvandet år lykkedes det ham at holde sig fra at spille, mens han tog suppleringskurser.

Han gjorde sit ypperste for at opnå en dispensation til det karakterkrav, der var var på drømmeuddannelsen.

Men så kom afslaget, der faldt sammen med, at han lige var flyttet til Amager med en af sine allerbedste spilkammerater.

I lejligheden stod et stort bord med to skærme, så det var bare at sætte sig ned og spille.

»Det, vi havde sammen, var at spille, og så flyttede jeg sammen med ham. Det var nok det dummeste, jeg kunne have gjort,« siger han og fortsætter:

»Der kommer altid nedture i livet, men jeg skal ikke bruge dem som undskyldning for at spille.«

Tilbage i barndomshjemmet er computeren røget ud. Der skal så lidt til at trigge ham.

»Bare en dag, hvor jeg ser, solen skinner, tænker jeg på at spille. Så tæt er det forbundet til en positiv følelse.«

Han er godt på vej. Har fået job på en anerkendt restaurant, betalt sit SU-lån af og er begyndt at træne.

Men den virkelig verden er en daglig kamp for at få venner, at fungere på arbejdet, at smide de ekstra kilo, som mange år bag skærmen, fastfood og cola har efterladt.

Og så er der angsten.

»Man tænker ikke over, hvor hårdt bare dét at være til kan være, før man selv har prøvet at stå der,« siger han og stirrer tavs ud i stuen for ikke at afsløre sine våde øjne.

»I det halvandet år, hvor jeg ikke spillede, var jeg stort set angstfri. Det er det, jeg ønsker allermest.«

Han drømmer om at rejse og se verden, om at være selvstændig, få en kæreste og nogle børn.

»I virkeligheden er min store drøm at få et helt almindeligt liv.«

Vis mere

Og han kender vejen til et angstfrit liv: otte timers søvn. Motion. Fast arbejde. Gode venner. En stabil hverdag uden for meget alkohol.

»Jeg ved godt, hvad jeg skal, og jeg bliver ved med at prøve, så på et eller andet tidspunkt skal det nok lykkes.«

Simon kigger på mobilen. Spilkammeraten fra lejligheden på Amager har lige skrevet. Han vil gerne ses i aften.

Vis mere