Et kvindeskrig skar gennem den milde efterårsluft på Nørrebro den søndag aften i slutningen af september.
Hendes krop på fortovet. Hans krop bøjet hen over hende. En isøkse i hans hånd, som han med adskillige slag huggede hende i hovedet med.
Ni behandlingskrævende hovedtraumer, mindst syv kraniebrud, to hjerneblødninger og 49 sting.
Kvinden er 31 år, og manden, der er sigtet for overfaldet med isøksen, 24. Hendes overbo. For halvandet år siden blev han diagnosticeret med paranoid skizofreni, og han har over længere tid insisteret på, at det var hende – hans underbo – der var skyld i, at han pludselig ikke kunne kende sig selv.
'Hun stjæler mine tanker,' havde han fortalt sin mor.
Moren var sammen med ham dagen inden, om lørdagen, og havde kigget ude fra køkkenet, mens sønnen febrilsk rendte rundt ved lejlighedens vinduer og holdt øje med alt og intet udenfor.
»Du må undskylde, hvis jeg kommer til at græde.«
De lavmælte ord kommer fra den 24-åriges mor. Hun vil gerne tale med B.T., siger hun. For det her er vigtigt – det her må ikke ske igen. Selvom hendes søn nægtede sig skyldig i retten, ved hun, at han i sine tiltagende voldsomme psykoser bliver 'overtaget' og kan finde på hvad som helst. Og han havde længe talt om underboen.
Moren kunne tydeligt se, hvor aggressiv sønnen var begyndt at blive på det sidste. Men ingen tog ordentlig hånd om hans sygdom, siger hun. Før det var for sent.
»Han har bedt om hjælp i halvandet år,« fortæller moren, der fremstår anonym i artiklen, da der er nedlagt navneforbud i den igangværende sag mod hendes søn.
Han blev dagen efter overfaldet 20. september varetægtsfængslet i foreløbig 24 dage, som dommeren besluttede skulle være i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling – når der var en ledig plads.
I grundlovsforhøret kom det frem, at et vidne havde råbt for at standse overfaldet og set, hvordan manden havde puttet en isøkse i en hvid mulepose. Under politiets ransagning af den 24-åriges lejlighed fandt de en hvid mulepose med mørk afsmitning – formentlig blod – ligesom de fandt en isøkse, de kunne se, lige var blevet rengjort, idet der var vanddråber på den.
Moren havde lagt mærke til, hvordan sønnens skizofreni og paranoide psykoser, især inden for de seneste tre måneder, var begyndt at eskalere.
»Jeg synes, jeg kunne se, at han blev mere og mere voldelig. Han blev aggressiv. Og han fortalte mig, at han havde paranoia,« siger moren og fortsætter:
»Han er jo desperat, for han er også intelligent – så han kom og spurgte mig, 'mor, var jeg voldelig som barn?' Så sagde jeg, 'du har aldrig været voldelig'. Og det viser jo, at han går og tænker over, at han ikke kan finde ud af, hvem han er.«
Det var også i løbet af de seneste tre måneder, at sønnen gentagne gange havde nævnt den kvindelige overbo over for moren. 'Hundelufteren' kaldte han hende. Og hun stjal hans tanker og sendte stråler op i hans lejlighed, var han overbevist om.
»Alt det har han fortalt mig, men jeg har ikke vidst, hvor jeg skulle gå hen med det. Det eneste, jeg har kunnet gøre, var at spørge, om han skulle prøve noget medicin. Men altså, det ville han ikke.«
Har han ikke fået tilbudt medicin?
»Jo, men han har ingen sygdomserkendelse, og det er jo et kæmpe problem, fordi hvad skal jeg gøre som mor? Skal jeg blive uvenner med ham og miste ham helt?«
Der bliver stille i nogle sekunder. I hvert fald 10. Og så kommer tårerne.
»Han er det eneste, jeg har tilbage.«
Hun og faren indlagde ham på psykiatrisk afdeling for første gang for halvandet år siden, fortæller hun. Det var der, det hele begyndte:
»Han var dybt psykotisk. Han skulle skrive sin bacheloropgave og sagde til mig, at nu var det sort, og jeg tænkte, at han bare var stresset over sin opgave. Jeg kunne godt høre, han talte sort, men han har aldrig været psykisk syg før. Heller ikke som barn,« siger moren, inden hun fortsætter:
»Der også derfor, han selv tror, at han er blevet bestrålet. Han er jo velfungerende indimellem. Men her de sidste måneder er det blevet værre. Det er det bare, altså.«
Ved du, om der har været nogen fra kommunen forbi og følge op på ham?
»Det har der ikke været. Han har selv skullet møde op til det der OPUS en gang om ugen.«
Hos OPUS, som er et behandlingstilbud for unge med psykose under Region Hovedstadens psykiatri, mødtes sønnen med en kontaktperson en gang om ugen.
»Jeg har gået og spurgt ham, 'hvad snakker du med den der kontaktperson om?' 'Ej men, mor, han siger også, at jeg har vrangforestillinger'. Men det hjælper ham jo ikke at få at vide, når han ikke selv tror på det,« lyder det fra moren.
Overlæge og formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, der sidder med ved bordet under regeringens forhandlinger om en ny 10-årsplan, fortæller, at man i dag udskriver til et system, som slet ikke er gearet til at have så syge mennesker, som man er nødt til at udskrive i dag. Der er ikke det sikkerhedsnet under de syge, som der burde være.
»At se en kontaktperson en gang om ugen er sikkert ikke nok. For en kontaktperson er ikke speciallæge i psykiatri. Og når man er så syg, så man har produktive psykotiske symptomer og er decideret ude efter nogle andre, så skal man følges op af en speciallæge, der hele tiden kan vurdere graden af farlighed og psykose. Man skal ikke gå rundt og være ustabil,« siger Gitte Ahle og fastslår, at hun ikke kan udtale sig om enkeltsager, men at sagen med isøkse-overfaldet langtfra er enestående.
Når man er i en sådan tilstand, bør man heller ikke bo for sig selv – man bør være indlagt, siger hun. Men i takt med, at man på psykiatriområdet stort set ikke har fået flere bevillinger, har man til gengæld fået 50 procent flere behandlingskrævende patienter.
»Vi udskriver de 'bedste' af de dårlige hele tiden,« lyder det Gitte Ahle.
Moren til den 24-årige var sikker på, at de i OPUS også ville se de ting, som hun selv så. Men det gjorde de aldrig, er hun klar over nu.
»Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal se signalerne som mor. At dem, der er uddannet, ikke kan se det. At de ikke har givet sig tid til at snakke med ham.«
Da hendes søn blev fremstillet i grundlovsforhør dagen efter det voldsomme overfald, kom det frem, at politiet havde foretaget en såkaldt 'skærm-efterforskning' af den 24-åriges telefon.
Her kunne man se, at han adskillige gange havde ringet til både politi, forsvarskommando og egen læge og fortalt, at hans underbo sendte stråler op i hans lejlighed, og at han hørte stemmer i sit hoved.
»Nu bliver jeg rigtig ked af det, når du fortæller mig, at han flere gange selv har ringet og sagt, han hører stemmer i sit hoved. Det er jo en erkendelse, han er kommet med til sidst,« siger moren, der aldrig selv havde oplevet ham se indad på den måde.
Og det gør hende kun endnu mere trist. For hun mener, at alt det her kunne have været undgået, hvis hans sygdoms fremskredne udvikling var blevet opdaget i tide.
»Hvis de havde brugt mere tid på ham, hvis de måske havde opsøgt ham derhjemme, insisteret på at komme hjem til ham. Han er ikke misbruger af nogen art, så det vil sige, han har ikke siddet i et misbrugsmiljø, hvor det har været svært at kontakte ham i. Han er en af de letteste, de kunne have hjulpet,« siger moren og sukker dybt efterfulgt af et kort snøft:
»Jeg tænker, skal der virkelig en voldsepisode til, før man vil skride ind?«
B.T. har været i kontakt med det kvindelige offers familie, der ikke ønsker at medvirke.
