Christina Løtzchs stemme ryster, mens hun fortæller, hvordan hele systemet på skift tabte hendes psykisk syge søn Daniel på gulvet.

Først måtte han ud af egen bolig to gange, fordi han ødelagde ting og ikke magtede at betale husleje. Så blev han rykket til et bosted og senere til et andet.

Og da beboerne på det andet bosted i Haderslev var utrygge ved Daniel, blev han smidt ud efter en måned.

Ud på gaden.

Christina Løtzch besøger ofte sin søn Daniels gravsted i Aabenraa. Hun ville ønske, at den sidste tid i hans liv havde været mere værdig i stedet for et baskt liv på gaden.
Christina Løtzch besøger ofte sin søn Daniels gravsted i Aabenraa. Hun ville ønske, at den sidste tid i hans liv havde været mere værdig i stedet for et baskt liv på gaden. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd
Vis mere

Gaden, der endte med at tage livet af den kun 25-årige Daniel Løtzch.

»Det er tragisk, at man som kommune siger 'det er bare sådan, det er – der er ikke noget at gøre'. Fra da af gik det helt galt,« siger Christina Løtzch.

Daniel havde ikke sygdomserkendelse. Han mente ikke, han var paranoid skizofren, som der ellers var kloge mennesker i hvide kitler, der fortalte ham, når han igennem de sidste år af sit liv løbende var inde og ude af psykiatrisk afdeling i Aabenraa.

Og det skulle de ifølge moren have taget meget mere seriøst.

For selv om hendes søn ikke vidste, han var syg og derfor ikke ville have hjælp, så skulle både psykiatrien og kommunen selvfølgelig have taget hånd om ham og ydet den hjælp, han havde brug for.

»Det, jeg synes, er så tragisk, er, at de stadig mente, at han selv skulle bestemme, selv om han var så dårlig,« lyder det fra Christina Løtzch.

Efter Daniel blev smidt ud af det sidste bosted, havde han ikke længere nogen bopæl, og psykiatrisk afdeling, som han løbende var inde og ude af, udskrev ham derfor bare til gaden det sidste halvandet år af hans liv.

Christina Løtzch sammen med sin søn Daniel, der endte sit liv på gaden efter at være blevet smidt ud af sit bosted
Christina Løtzch sammen med sin søn Daniel, der endte sit liv på gaden efter at være blevet smidt ud af sit bosted Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

»Han bliver udskrevet lige inden julen 2017. Eller jeg troede, de havde udskrevet ham, men det viser sig så senere, at han har udskrevet sig selv – og det skulle han jo aldrig. Han dør så lige efter, 8. januar,« fortæller den tydeligt berørte mor.

Fra herberg til herberg. Systemet havde opgivet Christina Løtzchs søn, der hverken kunne bo i almen bolig eller på bosted, som tilsyneladende var de to eneste muligheder, kommunen kunne tilbyde, siger moren:

»Jeg havde i mange år kæmpet for, at han kunne få lov at komme på et døgntilbud med konstant opsyn. Han var jo så syg,« lyder det, inden hun fortsætter:

»Han var så angst og følte, at alle var efter ham. Så han kunne ikke være alene. Det var et reelt problem, og det var tydeligt for alle, at han ikke kunne være i det.«

Selv om det var tydeligt for alle, så svigtede systemet. Psykiatrien og kommunen talte ikke sammen. Og den besked, moren fik fra kommunen, efter Daniels død, kom lige en postgang for sent:

»Ressourcerne er der ikke. Efter hans død har de godt kunnet se, at han skulle have haft en helt anden behandling i systemet. De har sagt, at de kunne godt se, at han skulle have været på et døgntilbud.«

Knud Kristensen, formand for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed – er rystet over, at kommunen smed Christina Løtzchs søn på gaden.

»Altså, det forekommer fuldstændig urimeligt, for et bosted skal selvfølgelig kunne håndtere også de allermest syge. Så kan det godt være, han skulle have været på et andet botilbud, men de kan jo ikke bare smide ham ud,« lyder det fra Knud Kristensen.

Der bliver stille et kort sekund.

»Det lyder helt vildt.«

Knud Kristensen fortæller, at det heldigvis er sjældent, at det går så galt som med Christina Løtzchs søn, men forløbet er desværre langtfra unikt:

»Selve det der med at blive smidt ud af det ene sted og det andet sted, det er hverdagskost,« siger formanden for SIND.

Han ser tit, hvordan systemet ikke formår at gribe de psykiatriske patienter.

»Og til sidst opgiver den pågældende jo også at bede om hjælp, fordi han får den fornemmelse, at 'der alligevel ikke er nogen, der vil hjælpe mig – hvorfor skal jeg så bede om det?'« lyder det fra Knud Kristensen.

»Det er et problem, når borgerne bliver kastebolde mellem hospitalerne og kommunerne. Så går det først og fremmest ud over borgerne.«

Og netop det problem har Sind taget med ind i diskussionen om en ny tiårsplan, de netop har påbegyndt deindledende møder om med socialministeren og sundhedsministeren.

Her er Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen blevet sat til at lave et udredningsarbejde, hvor SIND også er inviteret med ind, fortæller formanden:

»Vores hovedfokus er, at der skal flere ressourcer til, men også at man skal blive bedre til at arbejde sammen på tværs af sektorerne.«