»Jeg kan næsten ikke passe mit arbejde. Vores familie er så presset.«

Sådan lyder det fra den frustrerede mor Charlotte Øllegaard fra Tårnby, der gennem de seneste knap fire år har kæmpet en sag for sin psykisk syge søn.

Hun kæmper for at få ham erklæret syg nok til at komme på et af kommunens botilbud med døgnstøtte.

Noget, der virker som en umulig kamp.

Kommunen bliver ved med at afslå, fordi de mener, at Charlotte Øllegaards 22-årige søn sagtens kan klare sig selv i en almen bolig. En afgørelse, moren langtfra er enig i og derfor har valgt at klage over til Ankestyrelsen.

»Han er paranoid skizofren og har en anderledes tilgang til virkeligheden, end den vi har. Han hører stemmer og bliver psykotisk. Jeg er ikke oppe i hans hoved, men jeg kan bare konstatere, at det står slemt til,« siger moren.

Sønnen har været en del af det psykiatriske system de seneste tre år, og når han bliver udskrevet, er det altså hjem til familien, som så er dem, der står med ansvaret. Et tungt ansvar, fortæller Charlotte Øllegaard:

»Det har været og er et sindssygt hårdt forløb, fordi han er oppe om natten i hans psykoser, så vi har ligget søvnløse og skulle op og passe vores arbejde, og jeg har en yngre søn, der skulle op og passe sin skole,« siger hun.

Charlotte Øllegaard er mor til en psykisk syg dreng. Hun har i flere år kæmpet med kommunen for at få sønnen erklæret syg nok til et bosted.De mener dog, at han sagtens kan klare sig selv i egen bolig - og det mener moren ikke, de har noget grundlag for at kunne vurdere, da det jo er hende, der klarer alt for ham lige nu. Hun har valgt at klage over afgørelsen til Ankestyrelsen.
Charlotte Øllegaard er mor til en psykisk syg dreng. Hun har i flere år kæmpet med kommunen for at få sønnen erklæret syg nok til et bosted.De mener dog, at han sagtens kan klare sig selv i egen bolig - og det mener moren ikke, de har noget grundlag for at kunne vurdere, da det jo er hende, der klarer alt for ham lige nu. Hun har valgt at klage over afgørelsen til Ankestyrelsen. Bax Lindhardt

Men når det eneste alternativ er at placere sønnen alene i en almen bolig, føler hun sig sat skakmat.

»Jeg vil være enormt utryg ved at lade ham bo alene. Jeg vil være voldsomt bange for, at han kommer til at rende rundt og være psykotisk, og der ikke er nogen, der tager hånd om ham,« siger hun.

Ifølge moren ser hun en klar grund til, at kommunen ikke vil erklære ham syg nok. Nemlig, at de tror, at han kan klare sig selv – det kan han bare ikke, mener moren. Det synes blot sådan, fordi forældrene sørger for alt, fra at han får mad og til ikke at blive kørt ned på gaden om natten.

»Han har brug for døgnstøtte. Han får ikke taget sin medicin, hvis der ikke er nogen, der hjælper ham med det. Når han er psykotisk og render ud om natten, kan han være til fare for sig selv, hvis han for eksempel render ud foran en bus,« siger Charlotte Øllegaard.

For selv om kommunen kan visitere folk med psykiske lidelser til at få bostøtte, så mener moren ikke, at det ville være tilstrækkeligt. Både fordi hun er bange for, at sønnen ikke ville lukke dem ind på grund af hans manglende sygdomserkendelse. Og selv hvis de kom ind for at give ham medicin, tror hun ikke, det ville være nok.

»Han har brug for hjælp til at komme i gang med sin dag – og med sit liv. Han har været totalt isoleret de sidste tre år. Han ser ingen mennesker. Hvis ikke man er syg i forvejen, bliver man det af at være på et værelse med fire hvide vægge,« siger Charlotte Øllegaard.

Charlotte Øllegaard er mor til en psykisk syg dreng. Hun har i flere år kæmpet med kommunen for at få sønnen erklæret syg nok til et bosted.De mener dog, at han sagtens kan klare sig selv i egen bolig - og det mener moren ikke, de har noget grundlag for at kunne vurdere, da det jo er hende, der klarer alt for ham lige nu. Hun har valgt at klage over afgørelsen til Ankestyrelsen.
Charlotte Øllegaard er mor til en psykisk syg dreng. Hun har i flere år kæmpet med kommunen for at få sønnen erklæret syg nok til et bosted.De mener dog, at han sagtens kan klare sig selv i egen bolig - og det mener moren ikke, de har noget grundlag for at kunne vurdere, da det jo er hende, der klarer alt for ham lige nu. Hun har valgt at klage over afgørelsen til Ankestyrelsen. Bax Lindhardt

Og det er ikke for at være en emsig og overbekymret mor. Det er simpelthen fordi, hun har set, hvor galt det kan gå. B.T. kunne lørdag fortælle, hvordan Christina Løtzch mistede sin 25-årige søn, der også led af paranoid skizofreni. Han havde heller ingen sygdomserkendelse og mente, han kunne klare sig selv.

Systemet greb ham ikke, og Christina Løtzchs søn endte på gaden, hvor han ligeledes endte sine dage.

Og så fatalt vil Charlotte Øllegaard ikke risikere, det kommer til at gå for hendes søn med et system, hun allerede nu mener ikke har levet op til sit ansvar.

»Det er lidt dårlig stil, at ingen tager ansvar – kommunen skyder hele tiden bolden over til psykiatrien. Jeg vil sige, at den kontaktperson, vi har i psykiatrien, kæmper virkelig, og hun siger også, at 'kommunen skal til at komme på banen med de tilbud, vi kan kun behandle ham, så længe han er her, vi kan ikke hjælpe ham med de andre ting',« siger Charlotte Øllegaard og fortæller, at sønnen for nyligt  har ladet sig indlægge frivilligt på psykiatrisk afdeling.

Ifølge formanden for Sind, Knud Kristensen, er det dybt utilstrækkeligt, at moren bliver efterladt med ansvaret for sin 22-årige syge søn, så snart han udskrives fra psykiatrisk afdeling.

»Det er en helt umulig situation at stille moren i. Det kan man bare ikke byde folk,« siger Knud Kristensen.

For det er hun slet ikke uddannet til, og så mener formanden altså, at der er et helt generelt problem med, at kommuner og regioner – altså psykiatrien – arbejder for dårligt sammen.

»Det handler om, at den ene sektor ikke må slippe borgeren, før den anden har taget over,« siger han.

Noget, han desværre ofte ser ske.

Og derudover undrer det ikke Knud Kristensen, at det er så svært – ja stort set umuligt – for moren at få kommunen til at tilbyde hendes søn en plads på et botilbud. Der er nemlig generelt kommet flere personer med psykiske lidelser, hvilket presser hospitalerne til det yderste – og på den måde presses der videre hele vejen rundt:

»Det betyder, at de meget syge kommer ud på botilbuddene, og så bliver de, der ellers skulle have være på et botilbud, flyttet ud i egen bolig. Det er en gøgeungeffekt i flere led.«