»I starten havde vi meget ondt af ham, fordi vi syntes, det var synd, at der ikke skete noget. Men efterhånden synes vi faktisk, at det er mere synd for os andre.«

Ordene kommer fra Vibeke. Hun sidder ved siden af sin mand Freddy i deres fælles lejlighed på Frederiksberg.

Siden januar har de kæmpet en kamp. En kamp for søvn om natten og tryghed i hverdagen. En kamp for at få smidt deres overbo, som de er sikre på, er psykisk syg, ud af sin lejlighed i det almene boligbyggeri, de bor i.

Vibeke og Freddy sov ikke i fem måneder. Fra januar til juni råbte og skreg overboen i vilden sky hver eneste nat. Og med vægge så tynde som papir, kunne parret umuligt ignorere det.

»Han tror, at han bliver forfulgt, og at mafiaen bor i hans vandrør. Vi kan høre ham, når han råber og skælder ud. Han banker på gulv og rør. Han er helt fra den. Og så truer han folk,« siger Vibeke, der ikke har lyst til at stå frem med billede, ligesom både hun og Freddy gerne vil have deres efternavn udeladt.

»Vi har indsendt 15 skriftlige klager til vores boligselskab, hvor der er adskillige medunderskrivere på. Det er ikke kun os, det generer. Det er de fleste beboere i opgangen, der sidder og river sig i håret,« lyder det fra Freddy, inden han fortæller videre:

»Sideløbende med de her klager har vi også sendt breve til kommunen og til vores borgmester, men det er ligesom at slå i en dyne.«

TIP OS! Hvis du har oplevet, at systemet svigter, når det kommer til psykisk sygdom, så send en mail til trin@bt.dk

Psykisk sygdom er landets største folkesygdom. Ifølge Bedre Psykiatri lider flere danskere af psykisk sygdom end kræft, diabetes og hjertesygdomme, og de senere år er antallet af psykisk syge steget eksplosivt.

Men der er bare ikke plads til alle de psykisk syge i systemet.

Det betyder, at de syge kan blive placeret i egen bolig, selv om de skulle have været på et botilbud. Og de endnu mere syge, der skulle have været indlagt, kommer på botilbud.

B.T. vil den kommende tid belyse de udfordringer, det skaber for alle parter, når systemet svigter.

Både udfordringerne for de øvrige beboere omkring den syge i egen bolig, for den syge selv, der ikke får den rette behandling og for de pårørende, der bliver overladt med et tungt ansvar.

En lang række borgere i en ejendom på Frederiksberg, generes på alle tider af døgnet af forskellige psykisk syge beboere der larmer, skaber uro og utryghed.De har klaget til både ejendomsselskabet og kommunen, men har indtil videre ikke fået nogen former for hjælp. Her er det Freddy, en af de beboere der oplever store gener.
En lang række borgere i en ejendom på Frederiksberg, generes på alle tider af døgnet af forskellige psykisk syge beboere der larmer, skaber uro og utryghed.De har klaget til både ejendomsselskabet og kommunen, men har indtil videre ikke fået nogen former for hjælp. Her er det Freddy, en af de beboere der oplever store gener. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Da der pludselig en nat var ro igen for første gang i knap et halvt år, var det ikke just boligforeningens fortjeneste, men fordi overboen var så syg, at politiet sammen med mandens læge havde indlagt ham på psykiatrisk afdeling, fortæller Freddy og Vibeke.

Men da han en måned efter blev udskrevet, og det pludselig begyndte at banke i gulvet igen, var det tydeligt, at der ikke blev fulgt op på ham fra kommunens side:

»Når han nu har været indlagt, og de er begyndt at medicinere ham – hvorfor er der så ikke nogen, der følger op på ham? Han stopper jo med at tage sin medicin, lige så snart han kommer hjem,« lyder det fra Vibeke.

Når regionen udskriver ham fra psykiatrien og overlader ham i kommunens hænder i en almen bolig, bliver han ikke grebet, mener hun.

»Som kommunen har sagt før – så kan de bare henholde sig til, at de har to medarbejdere herude, der kommunikerer godt med ham – men det er jo løgn. De gange, vi har set dem, er de ikke blevet lukket ind,« siger Vibeke opgivende.

Og hun og Freddy har generelt været tæt på at opgive flere gange:

»Vi har da været inde og skrive os op i, jeg ved ikke hvor mange ejendomme. Men det kan heller ikke være rigtigt, at han skal vinde,« lyder det fra Vibeke, og Freddy fortæller, at det ikke kun er støjen, der er problemet. Flere beboere – inklusive ham selv – føler sig utrygge i hans nærvær.

»Jeg har ikke været særlig glad for at møde ham på trappen. For jeg ved ikke, hvordan jeg reagerer, hvis han slår ud efter mig,« siger Freddy og fortæller

En lang række borgere i en ejendom på Frederiksberg generes på alle tider af døgnet af forskellige psykisk syge beboere, der larmer, skaber uro og utryghed.De har klaget til både ejendomsselskabet og kommunen, men har indtil videre ikke fået nogen former for hjælp. Her er det Freddy, en af de beboere, der oplever store gener.
En lang række borgere i en ejendom på Frederiksberg generes på alle tider af døgnet af forskellige psykisk syge beboere, der larmer, skaber uro og utryghed.De har klaget til både ejendomsselskabet og kommunen, men har indtil videre ikke fået nogen former for hjælp. Her er det Freddy, en af de beboere, der oplever store gener. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Parret fortæller ligeledes, hvordan det har påvirket deres forhold og deres hverdag.

»Det vigtige for os har været, at det ikke skulle være vores liv – og det er det blevet. Det er et fuldtidsjob. Jeg føler mig som sådan en, der går og overvåger alting hele tiden,« siger Freddy.

Og det er ikke kun overboen, han holder øje med.

»Det er to-tre personer ud af ti i hver opgang, der har et problem,« vurderer Freddy med sit generelt gode kendskab til de øvrige beboere, og hvad der foregår i de i alt 14 opgange.

I deres egen opgang er der endnu en, der generer de øvrige beboere, ud over overboen. En person, der ofte sidder med døren åben ud til opgangen og råber, mens vedkommende pulser løs på sine cigaretter.

»Og så er der ham, der bor henne i den anden opgang, som folk er bange for. Han råber og skriger,« siger Vibeke og fortsætter:

»Og så har vi ham derovre, som børnene er bange for. Der bor to små børn i samme opgang, og de tør simpelthen ikke gå ned ad trappen på grund af ham. Han råber. Og hans blik, det er bare stift. Han er fuldstændig væk.«

Der bliver stille. Kun lyden af kaffen fra kanden, der flyder over i Freddys kop fylder lejligheden.

»Det burde være et smørhul. I virkeligheden skulle det bare være hyggeligt hele tiden,« siger han.