»Pas på jer selv og hinanden. Lad børn blive hjemme, hvis de hoster og næsen løber.«
Sådan lyder opfordringen fra Michelle Filtenborg Plum efter at hendes egen datter, Alberte, på halvandet år, blev indlagt med RS-virus.
RS-virus er en luftvejsinfektion, som kan være særlig farlig for børn under to år, da infektionerne kan medføre vejrtrækningsbesvær.
Og lige præcis vejrtrækningsbesvær fik Alberte.

»Hun blev mere og mere slap. Træt. Og ville ikke spise. Temperaturen kørte mellem 38,0 og 40,1. Hun var helt rød i hovedet og nærmest blå om læberne, når hun hostede, fordi de var så kraftige« fortæller Michelle Filtenborg Plum.
Til sidst fik hendes lille datter det så dårligt, at hun blev indlagt på Herlev Hospital.
På Herlev fik Alberte masker med medicin i for at få iltmætning op igen, men da den ikke steg som ønsket, endte Alberte med at få ren ilt. Ligesom hun også fik panodil hver sjette time for at holde feberen nede.
Lige nu hærger RS-virus Danmark, og er gået hen og blevet dét, som vi betegner som en epidemi. I sidste uge lå smittetallet på 1.311. Det er en stigning på næsten 80 procent, hvis vi sammenligner med ugen forinden.
RS-virus er ikke en ny virus, men den falder typisk om vinteren. Men end ikke på en travl vinterdag har man nogensinde før haft så høje smittetal, som vi har i øjeblikket.
»Jeg har været børnelæge i 20 år og har aldrig set så voldsom en epidemi,« sagde ledende overlæge på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital, Marianne Skytte Jakobsen, da B.T. ringede og spurgte, hvor voldsom den epidemi, der lige nu hærger Danmark, er.

RS-virus skaber travlhed på sygehusene rundt omkring i hele Danmark.
»Man kan godt mærke det, når man sidder i venteværelset. Der er mange børn,« fortæller Michelle Filtenborg Plum og fortsætter:
Men jeg vil sige, når man kommer ind til lægerne eller sygeplejerskerne, så mærker man ikke presset. De er meget søde og rare og tog hånd om Alberte, men også mig som mor.«
Michelle Filtenborg Plum var indlagt med Alberte i lidt over et døgn, før de blev udskrevet. Alberte er i bedring, men har fået medicin med hjem, der skal få hende helt i topform igen.
Og én ting er i hvert fald sikkert: Alberte bliver hjemme, indtil hun ikke har snotnæse eller noget som helt mere.



