Vi nærmer os vinterhalvåret og dermed også højtiden over dem alle – julen.

Men store problemer i forsyningskæderne kan sætte en kæp i hjulet for manges julehandel i år.

Det er dog ikke kun manglen på varer, der giver virksomhederne en ordentlig hovedpine. Da folk ikke kan få deres varer til tiden, kimer de kundeservicesystemerne ned, skriver Retail News, og det store pres har mange virksomheder svært ved at håndtere:

»Alt i alt ligner det den perfekte storm for kundeserviceafdelingerne ude i virksomhederne,« siger Klaus Valeur Leffers, der er ekspert i kundeservice og er ejer af virksomheden Valeur Customer Service, til Retail News.

Han påpeger nemlig, at der foruden tomme hylder også er problemer med at hyre nok medarbejdere ind til at håndtere kundeserviceopgaverne.

Det resulterer i frustrerede kunder, der hverken kan få de ønskede varer til tiden, men altså heller ikke kan få den ønskede service, når det kommer til at få informationer om leverancer og ordrestatusser.

Derfor frygter Klaus Valeur Leffers også, at kundeservicemedarbejdere må stå på mål for uværdig behandling af utålmodige kunder.

Den globale forsyningskrise skyldes et efterslæb fra coronapandemien. Producenter har i længere tid produceret i mindre grad, og sidenhen er efterspørgslen steget så voldsomt, at der nu er noget at indhente.

Der mangler simpelthen råvarer og chauffører, og det betyder, at priserne stiger, mens udvalget af varer er begrænset.

Problemerne har især ramt Storbritannien hårdt, hvor der de seneste uger har været så stor mangel på benzin, at det efterlod ekstreme køer ved tankstationer.