Den danske statsborger Espen Andersen Bråthen brød ind i mindst et hus, før han gik til angreb.

Det forklarer den norske politiadvokat Ann Iren Svane Mathiassen på et pressemøde.

Politiet havde tidligere bekræftet, at ofrene både blev fundet indendørs og udendørs, men politiadvokat Ann Iren Svane Mathiassen giver nu nye oplysninger:

»De blev dræbt indendørs i hjem. Vi har ikke kunnet bekræfte, at det er hjemme hos dem selv, men det er ikke sket i en butik som først antaget. Vi ved ikke, hvordan det skete, men han er kommet ind i en beboelsesejendom. Han er selv brudt ind,« siger hun til VG.

Hvor mange blev fundet dræbt i huse?

»Det kan jeg ikke sige noget om,« lyder det yderligere.

Politiet forklarer yderligere, at de har beslaglagt to våben indtil videre, men de vil ikke komme nærmere ind på omstændighederne, kun at et af dem var bue og pil.

Espen Andersen Bråthen har kendt sig skyldig i drabet på fem personer, og til politiet har han afgivet en detaljeret forklaring om episoden.

Den 37-årige danske statsborger blev anholdt onsdag aften, efter han i byen Kongsberg havde dræbt fem uskyldige mennesker med blandt andet bue og pil.

Fra politiet fik en anmeldelse, gik der 34 minutter, før Espen Andersen Bråthen blev pågrebet, og det er i den tidsperiode, at han angivelig har taget livet af de fem nordmænd.