»Er han død? Er han død? Fortæl mig, om han er død?«
Egentlig måtte lægesekretæren ikke svare, men til sidst kunne hun ikke holde det inde mere og fik fremstammet:
»Ja...«
Og så faldt Bente Naundrup sammen – grædende ned på det kolde hospitalsgulv.
Hun kunne ikke rumme, at hun for sidste gang havde set sin 17-årige søn Kasper og det store, skønne smil.
De efterfølgende dage er fuldkommen tågede for Bente, men hun husker til gengæld, hvad hun lavede få timer før, og det er dér, vi begynder.
Vi skal tilbage til 28. oktober 2005, hvor Bente og hendes mand, Benny, sidder og spiser hos et vennepar i fynske Ullerslev.
Bente og Benny hygger sig gevaldigt, mens deres 17-årige søn Kasper er blevet hjemme for at hygge sig med en ven.
Klokken cirka 19.15 går drengene udenfor, da vennen gerne vil prøve Kaspers knallert.
Drengene hører dog en anderledes lyd i knallerten, så Kasper beslutter sig for at tage en lille tur op og ned ad den stille villavej Granvej i Ullerslev.
Hvad han ikke ved, er dog, at der i modsatte retning kommer en bil susende med 90 km/t, selv om fartgrænsen er 50 km/t.
I den bil sidder en 24-årig mand ved navn Martin ved rattet, og da han i bilen nærmer sig Kasper på knallerten, trækker han pludselig mod venstre.
Og så lyder der et stort brag.
Selv om Kasper har styret knallerten helt ind mod kantstenen, bliver han ramt frontalt af bilen, hvor to af Martins venner også sidder.
17-årige Kasper Naundrup dør på stedet.
Hjemme hos venneparret sidder Benny og Bente i fuldstændig uvished over ulykken og nyder en omgang kaffe og kage.
Men på et tidspunkt ringer Kaspers kæreste og forstår ikke, hvorfor han ikke som aftalt er kommet hjem til hende, og så begynder forældrene at ringe rundt.
Efter et par opkald får de fat i en pårørende til Kaspers ven, der stod længere nede ad vejen, og vedkommende fortæller, at der er sket en ulykke.
Få minutter efter sidder ægteparret i en bil mod Odense Universitetshospital, og kort tid efter står de altså i rummet med lægesekretæren, der giver dem den værst tænkelige besked, man som som forælder kan forestille sig.
På få sekunder blev Bente og Bennys liv revet fra hinanden.
»Jeg var fuldstændig færdig. Jeg græd, græd og atter græd. Han var sådan en betænksom og omsorgsfuld dreng, der købte en blomst til sin mormor eller farmor, hvis han fik en 20'er i lommepenge,« fortæller Bente Naundrup til B.T.
Hun har indvilget i at fortælle sin historie til B.T., da hun vil sætte fokus på de fængselsstraffe til vanvidsbilisterne, som hun – og mange andre – synes er alt, alt for lave.
Det skulle nemlig også vise sig, at straffen til Kaspers gerningsmand ville skabe masser af debat.
I byretten kom der nemlig flere gruopvækkende detaljer frem.
Ét var, at vanvidsbilisten kørte 90 km/t i en 50 km/t-zone – uden kørekort – og at han var påvirket af hash, men noget andet var, at personen bag rettet var ganske kendt i byen – og af politiet.
24-årige Martin, der sad på anklagebænken, havde nemlig 19 domme på sit kriminelle cv.
Grove voldssager, røverier, vidnetrusler, indespærring, tortur og flere andre ugerninger havde medført, at den 24-årige mand var en frygtet mand i det lille lokalsamfund.
Han var derudover dømt for – fem år tidligere – med vilje at have bakket direkte ind i en ung irakisk mand med så høj fart, at han blev kastet hen ad asfalten.
Irakeren havde nemlig kort forinden givet Martin fuckfingeren, og det skulle hævnes.
Derfor havde Bente og resten af familien håbet og nærmest forventet, at dommen ville nærme sig de otte år, som strafferammen var.
Og netop derfor gik der også chokbølger gennem byretten, da dommen en dag i marts 2006 blev læst op:
Fem måneders fængsel.
»Vi var fuldstændigt rystede. Alle var enige om, at bilen var blevet brugt som et decideret våben. Han kørte jo direkte hen i den anden vejbane mod ham, og det kom frem, at han ikke havde forsøgt at undvige,« siger en tydeligt rystet Bente.
Borgerne i Ullerslev var chokerede, og 1.000 af dem valgte også at underskrive et brev, der blev adresseret direkte til daværende justitsminister Lene Espersen (K).
Byrettens dom blev også anket, og et halvt år senere skulle landsretten så tage stilling til sagen, og her blev straffen skærpet med ni måneders fængsel, så den samlede dom kom op på 14 måneder.
»Jeg finder dommen latterligt lav,« udtalte Bentes bror til Fyens Stiftstidende efter domsafsigelsen, og hjemme i Ullerslev-huset kunne man heller ikke forstå det.
»Vi var magtesløse. Målløse. Var det retfærdighed? Nej, det var det bare ikke,« fortæller Bente.
På det tidspunkt var Bente stadig voldsomt påvirket af sønnens død og havde tabt 10 kilo på ét år, hvor hun havde levet i en tåget tilstand og havde udviklet en lungesygdom.
I dag er det bedre, men stadig hårdt.
»Vi er da kommet videre efter 15 år, men der er stadig enormt mange hårde dage. Man bliver ved med at tænke: 'Nu ville han have været 33 år. Hvor mange børn ville han have haft? Ville han stadig bo i byen?'« siger Bente.
Og så er der også en række andre helt særlige situationer, hvor sorgen presser sig ekstra på:
Når hun oplever andre blive udsat for samme uretfærdighed som hende.
Det var blandt andet tilfældet i sommer, da en bil med tre familiemedlemmer blev torpederet i fynske Bogense, og hvor vanvidsbilisten i det tilfælde blev idømt tre års fængsel.
»Det gør ondt hver gang, for jeg ved, hvad den mor og far skal igennem. Det er forfærdeligt. Og det er jo ikke retfærdigt. Hvorfor bruger de ikke strafferammen på otte år?« siger hun.
B.T. er bekendt med den fulde identitet på gerningsmanden Martin, men har valgt ikke at bringe hele navnet, da det ikke har været muligt at få en kommentar fra vedkommende.
