Den 30. maj 2018 blev Charlotte Philbert Michelsens liv på få sekunder vendt på hovedet.
For mens hun som kørende sælger befandt sig hos en kunde, trådte hendes 21-årige datter ud i et fodgængerfelt i Aarhusbydelen Brabrand.
Her nåede hun kun at gå få skridt, før en 32-årig bilist med 80 kilometer i timen ramte hende så hårdt, at hun et kort øjeblik hang fast i bilen, inden hun blev kastet op i luften og landede livløs på asfalten.
Detaljerne er barske, men Charlotte Philbert Michelsen har altid pointeret vigtigheden i at beskrive, hvad der helt konkret skete den tragiske majdag i 2018.

Efter tabet af sin datter kæmpede den 57-årige kvinde nemlig for at få skærpet sikkerheden ved krydset Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej i Brabrand, men alligevel blev hun to og et halvt år efter – 6. oktober 2020 – mødt af en forfærdelig nyhed:
Nu var en anden kvinde på 23 år også blevet dræbt. I samme kryds.
»Det var jo frygteligt at læse, for jeg havde netop brugt masser af tid på at råbe systemet op om det kryds,« fortæller Charlotte Philbert Michelsen, der søndag måtte slide sig gennem den hårde treårs dag for datterens ulykke.
Men Charlotte Philbert Michelsen har endnu til gode at se ændringer ved det kryds, hvor to kvinder altså er blevet dræbt, og andre borgere gennem længere tid har advaret om hensynsløs kørsel og manglende sikkerhed.

Sagen er nemlig den, at der ved krydset er mange bilister, der kører over for både gult og rødt, og at der herefter er 38 meter frem til det fodgængerfelt, hvor Ida Philbert Vangsø Ottzen blev kørt ned.
»Det er vanvittigt, at der ikke er sket noget. Jeg har hørt om rødlyskameraer, en bro og rykning af fodgængerfeltet, men når jeg er ved krydset, er der intet sket, og der er stadig masser af biler, som kører over for rødt,« siger Charlotte Philbert Michelsen.
Ango Winther (K), der er medlem af Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune, bekræfter, at der ikke har været store ændringer ved krydset.
»Ja, jeg kan godt forstå, at det er ubehageligt for familien. Men hvad skal vi gøre? Vi har opfordret Trafikministeriet til at opstille kameraer, men vi har fået en melding om, at de ikke har råd. Vi vil dog gerne lægge pengene ud. Og broen? Den koster altså 70 millioner kroner, og den må ikke forlænge gå-turen, for så vil folk stadig bruge fodgængerfeltet,« siger Ango Winther.

Han understreger dog, at politiet efter de to dødsulykker patruljerer mere ved krydset, og at flere har mistet deres bil i den forbindelse.
»Jeg er ikke tilfreds med, at nogen negligerer det røde lys. Hvis folk bare kunne køre ordentligt, ville vi ikke have problemer,« siger Ango Winther.
Selv oplyser Østjyllands Politi, at man generelt på Ringvejen, som det farlige kryds ligger placeret ved, ser en hensynsløs kørsel fra bilisterne.
»Vi kan se på Ringvejen, at vi har skrevet rigtig mange sager om folk, der kører over for rødt, og vi har mange færdselsuheld derude. Derfor har vi også et højt kontroltryk,« siger Gert Bisgaard, der er politiinspektør hos Østjyllands Politi.
Står det til Charlotte Philbert Michelsen, er det nærmest ligegyldigt, hvad der bliver sat i gang af initiativer. Bare der sker noget.
»Jeg er bange for, at det sker igen, og at det koster en tredje person livet. Nu har jeg været ved krydset i dag, og der er også stadig få sekunder fra rødt lys, til det bliver grønt ved fodgængerfeltet. Jeg er skuffet over systemet, må jeg bare understrege,« siger den 57-årige mor.
Manden, der kørte Ida Philbert Vangsø Ottzen ned, blev kendt skyldig og fik én måneds fængsel.