Natten til søndag stod Stine Groves 18-årige søn og tissede ved en busk i Horsens, da han pludselig mærkede et hårdt slag i baghovedet.

Slaget sendte ham direkte ned i busken, hvor han stille og roligt kom til sig selv igen.

Kort tid efter ringede telefonen hjemme hos Stine Grove.

»Jeg bliver vækket ved, at min søn ringede til mig klokken 2.20 og herefter min mand klokken 2.30. Han vil gerne hentes, og det er der ikke noget unormalt ved, da det var en aftale, men han fortæller også til min mand, at han er blevet slået ned,« fortæller Stine Grove.

Stines mand sætter sig ned i deres bil og kører ind til sønnen, som han finder siddende fortvivlet i vejkanten.

Sønnen ved ikke, hvad der er sket med ham, og han virker både beruset og konfus, men så kommer en tilfældig ung mand forbi.

»Min søn er blevet hjulpet af et par drenge, og en af dem kommer hen til min mand og fortæller, hvad der er sket. Og min søn har simpelthen bare stået og tisset, hvorefter han er blevet slået ned bagfra,« fortæller Stine.

Far og søn kører derefter først på politistationen og så på skadestuen, hvor de pludselig genkender en ung mand.

»Ude på skadestuen møder min mand en anden far, hvis søn er blevet fuldstændigt gennemtæsket, og det viser sig så at være de drenge, der hjalp min søn og fortalte, hvad der var sket,« fortæller Stine Grove.

De to unge mænd var blevet forfulgt af de samme drenge, truet med en kniv og herefter overfaldet, fortalte de på skadestuen.

Stine Groves søn var ikke selv så fysisk medtaget, men kunne alligevel tage hjem med et blåt øje, en mild hjernerystelse og en blodtud.

Sønnen er en stille og rolig 18-årig mand, der lørdag havde sin anden aften nogensinde i nattelivet. Heldigvis har han det dog ifølge sin mor godt i dag.

Alligevel har Stine Grove et opråb.

»Mit budskab er, at vi forældre simpelthen har et ansvar for, at vores børn opfører os ordentligt. Hvordan kan det være rigtigt, at der er flere drenge, som helt umotiveret bliver slået ned uden grund? Jeg synes, det er dybt tragisk,« siger hun.

I jagten på at finde en mening med det hele har Stines søn tænkt over, at han tidligere på aftenen var kommet til at kalde den ene af gerningsmændene et forkert navn, og at det måske var derfor, han skulle overfaldes.

»Det kan jo ikke være rigtigt, og jeg er bekymret for de her unge mennesker. Det gør mig ked af det, at man ikke kan gå på gaden uden at blive antastet. Det er forfærdeligt,« siger hun.

Sydøstjyllands Politi oplyser til Horsens Folkeblad, at begge voldsepisoder er blevet anmeldt, og at man efterforsker sagen, og at man mistænker, det er de samme gerningsmænd.