I flere måneder har Maja S. Brøgger hygget sig med at samle kogler, gran, mos, bark og grene ind til sin årlige vejbod med juleting. En tradition, som hun har overtaget fra de tidligere ejere af sit hus, men det skal åbenbart ikke være ren julehygge.
Torsdag eftermiddag oplevede hun nemlig igen-igen, at der var blevet stjålet fra boden, som siden den 1. november har stået fremme udenfor hendes hjem i Skødstrup tæt ved Aarhus.
»Jeg kommer hjem efter arbejde og kan se, at der er taget nogle juledekorationer. Det er lige det, som falder i øjnene, for jeg har ikke tal på granbunter og kogler,« fortæller hun til B.T. Aarhus og fortsætter:
»Det er bare superærgerligt.«

Det er ikke første gang i løbet af de fire år, hun har haft boden, at hun oplever, at hyggen omkring boden bliver afbrudt på grund af folk med for lange fingre. Sidst det skete var for blot et par år siden.
»Det er så ærgerligt og trist, fordi det virkelig er noget, som jeg går og hygger mig med hver dag og flere måneder op til den skal frem, hvor jeg samler tingene i vores skov udenfor Aarhus,« lyder det fra hende.
Sidste blev der stjålet både penge og gran.
»Jeg havde en bøtte stående med pengene, men den var simpelthen revet i stykker, og alle pengene var taget derfra, og samme år blev der også stjålet granbunter. Det var bare sådan en bøtte med låg, som ikke var skruet fast, men jeg havde bare ikke forestillet mig, at det ville ske,« fortæller hun.
Maja S. Brøgger er langt fra den eneste, som oplever, at det kan være svært at have en vejbod i dag. Tidligere på ugen kunne vi igen fortælle om 7-årige Emma fra Viby, der for en uge siden igen fik stjålet fra sin vejbod med armbånd.
Det ærgrer Maja S. Brøgger, der frygter, at der bliver færre og færre af de hyggelige boder som deres.
»Jeg synes, det er super ærgerligt, fordi før i tiden var der næsten boder over det hele, og det ser man jo ikke så meget mere efter min opfattelse, så det er super, super ærgerligt,« siger hun, men påpeger, at det på ingen måde er noget, som kan få hende til at stoppe.
Det skyldes blandt andet den store støtte fra lokalområdet, som hun har oplevet at få på Facebook efter, at hun torsdag delte opslaget om tyveriet i den lokale bygruppe.
»Det er en af de ting, som får mig til at fortsætte, fordi jeg ved, at mange synes, det er hyggeligt, at boden er der,« siger hun.
Boden vil derfor fortsat være at finde på Ny Studstrupvej i Skødstrup frem til den 31. december.



