Torsdag morgen tikkede testsvaret ind. Et svar, som allerede har fået stor betydning for hendes deltagelse i valgkampen. Testen var positiv.

Eva Borchorst Mejnertzs (S) 10-årige datter havde fået coronavirus, selvom hun er færdigvaccineret – og så blot en uge før kommunalvalget.

»Jeg tænkte 'fuck',« fortæller socialdemokraten, der er medlem af Aarhus Byråd og næstformand i bæredygtighedsudvalget, da B.T. Aarhus fredag formiddag taler i telefon med hende.

Da vi taler med hende, har hun kort været en tur ude for at sætte nogle valgplakater op, som var faldet ned på grund af regnen, men ellers holder nu sig lige nu isoleret derhjemme sammen med datteren, som er hårdt ramt af coronavirussen.

»Det er meget skræmmende. Hun er svimmel, har ondt i halsen og mave, dårlig appetit, mistet lugtesans, og hun har også sagt, at hun har noget med vejrtrækningen,« lyder det fra Eva Borchorst Mejnertz, der indtil videre kun selv har fået negative testsvar.

Alligevel fortæller hun fredag formiddag i et Facebook-opslag, at det kommer til at få stor betydning for hendes deltagelse i slutspurten af valgkampen. Hun har nemlig valgt, at hun vil være mor frem for politiker.

»Jeg kunne vælge at flytte i sommerhus og køre på med valgkamp og fysiske valgmøder. Men vi har også et barn, der er syg, med de bekymringer det giver.«

»Så jeg drosler væsentligt ned i slutspurten, hvor alt ellers trækker i en anden retning,« skriver hun på Facebook.

Hun har allerede fået andre til at tage flere valgdebatter for hende, og det kommer til at fortsætte, fortæller hun. Samtidig hænger valgdagen den 16. november også i en tynd tråd, hvis det viser sig, at hendes to andre børn på henholdsvis 5 og 13 år også er smittede med coronavirus.

Noget, som det lige nu tyder på godt kunne være tilfældet.

»Ved den yngste viste testen ikke med sikkerhed, at hun var negativ, og vores ældste er kun vaccineret en gang og har symptomer, så vi går bare og venter på, at det også rammer dem,« lyder det fra socialdemokraten, der påpeger, at hun selv er fuldt vaccineret.

Derfor håber hun også, at vaccinerne holder hende rask, så hun fortsat kan deltage i arrangementer udendørs engang imellem. Resten af kampagnen rykker online.

»Hvis min yngste bliver syg, så bliver jeg hjemme, men ellers vil jeg tage en test og komme afsted,« siger hun.

Men det er vigtigt for hende at gøre klart, at hun er nytestet, hvis det sker. Det er derfor også et af de vigtige budskaber i Facebookopslaget.

»Jeg har ikke lyst til, at det skal være utrygt for folk at møde mig udenfor. Så jeg havde lyst til at sende det signal om, at de ikke skal være bekymret, hvis de møder mig udenfor,« siger hun, og erkender, at det ikke har været den nemmeste beslutning at tage valget om at trække stikket så kort tid før valgdagen.

»Når man har været opstillet før, så er man bevidst om, at det er de små marginaler, der afgør, om man kommer ind. Få stemmer kan have stor betydning, så der har været overvejelser i det,« siger hun.