Lange lokker ligger på frisørgulvet.

Det er Eva Borchorst Mejnertz' (S) afklippede hår. Hår, hun har klippet af for at vise opbakning til klimaaktivister, der har gjort det samme.

29. oktober var 15 kunstnere og aktivister mødt op foran Klimaministeriet forud for den internationale klimakonference COP26. Her klippede de håret af sig selv for at vise deres sorg og frustration over klimakrisen.

Det så Eva Borchorst Mejnertz, der er medlem af Aarhus Byråd for Socialdemokratiet og næstformand i bæredygtighedsudvalget.

»Jeg blev påvirket, da jeg så, at kunstnere og aktivister klippede håret af, og jeg blev trist, fordi jeg så dem græde,« siger hun til B.T.

Så besluttede hun sig for at gøre det samme. For hun vil sende et klart signal til vælgerne om, at klimaet er hendes højeste prioritet.

Målinger viser, at det også er det, de aarhusianske vælgere vægter højest.

På hendes valgplakater rundtomkring i Aarhus står der godt nok 'Tryghed og trivsel', men for hende er tryghed netop også, at vi sikrer os, at der er en fornuftig fremtid i vente – ikke mindst for børnenes skyld.

Så hun greb saksen for at vise, ifølge hendes egne ord, at hun er villig til at gå længere end de fleste, at det ikke bare er valgsnak, og at det har ekstrem høj prioritet for hende.

Det lange hår blev til en page.

Kan du forstå, hvis nogen tænker, at det her er valgflæsk?

»Ja, det er klart, selvfølgelig tænker man det. Det er også fornuftigt og vigtigt, at man har en vis skepsis over for, hvad politikerne laver.«

Men Eva Borchorst Mejnertz understreger, at det vigtigste, vælgerne kan gøre, når de sætter deres kryds – uanset parti – er at notere sig, om kandidaterne virkelig vil den grønne omstilling, og at de faktisk sætter handling bag ordene.

Eva Borchorst Mejnertz skal lige vænne sig til den nye frisure, selvom hun ikke er blevet helt kronraget.
Eva Borchorst Mejnertz skal lige vænne sig til den nye frisure, selvom hun ikke er blevet helt kronraget. Privatfoto

Noget hun selv har gjort, påpeger hun.

»Personligt har jeg skrevet og stillet forslag om landstrøm på Aarhus Havn, mere plantebaseret kost samt forpligtende CO2-regnskab i vores byggeri. Alle tre forslag er ved at blive omsat til handling,« skriver hun blandt andet også i et læserbrev i Århus Stiftstidende.

Da aktivisterne klippede håret af foran Klimaministeriet, gjorde de det også for at råbe regeringen op.

Synes du, at Socialdemokratiet, som du selv er medlem af, gør nok for klimaet?

»Ja, og i særlig grad i Aarhus. Vi kan være tilbageholdende i vores retorik, og det kan gøre, at nogle bliver i tvivl, fordi man ser andre, der er mere ekstreme ude på fløjene, men der er ingen tvivl om, hvad vi arbejder for.«

Klinger det ikke hult, at du selv er medlem af partiet, som aktivisterne forsøger at råbe op?

»Jeg ved godt, at mange peger på Socialdemokratiet og siger, at det går ikke stærkt nok. Men vi er mange, der trækker i forskellige retninger. For mit vedkommende er det den her vej, jeg vil, og det er den vej, jeg trækker. Jeg kan også selv være utålmodig nogle gange, men jeg kan også godt forstå hvorfor.«

Hun henviser til klipningen som en måde, man kan få det brede flertal med. Det er det, som kunst og aktivisme kan gøre, forklarer hun.

For vi skal skubbe i den retning og sende de rigtige signaler, også som privatpersoner. Vi skal omstille os, før det batter. Blandt andet påpeger Eva Borchorst Mejnertz, at vi skal flyve mindre, cykle mere, køre i elbiler og holde igen med overforbrug.

Der røg et godt stykke af, da byrådspolitikeren klippede håret for klimaet.
Der røg et godt stykke af, da byrådspolitikeren klippede håret for klimaet. Privatfoto

Selv kører hun på sin ladcykel, men B.T. har for nylig skrevet om, at borgmester Jacob Bundsgaard fra hendes eget parti vælger en noget mindre klimavenlig løsning, når han som KL-formand skal rundt i landet. Det foregår i en dieseldreven Skoda Octavia med chauffør, fly og vandfly.

Hvad tænker du om, at Jacob Bundsgaard så ikke har valgt en klimavenlig transportform?

»Jeg tænker, at mange politikere bliver fanget i det. Det er et nødvendigt onde, hvis man vil have indflydelse på den store klinge,« siger hun og påpeger, at borgmesteren har fået elbil i privaten og også jævnligt tager letbanen.

Det vigtigste for en nu lidt mere korthåret Eva Borchorst Mejnertz er, at man skal turde stille sig frem og stå ved sine holdninger – særligt om klimaet – og dernæst sætte handling bag. Det har hun tænkt sig at fortsætte med, siger hun.