»Jeg har aldrig oplevet så stor en sorg og så lidt anerkendelse og så få rettigheder.«
35-årige Maibritt Lundberg er en af de tusindvis af kvinder, der hvert år ufrivilligt aborterer et ufødt barn. Hele tre gange er drømmen brast.
Lægerne har ikke villet udrede og undersøge hende før tredje gang, hun spontant aborterede – for sådan er loven.
»Det er meningsløst, at vi skal så meget igennem, før vi bliver hørt. For det er jo ikke blot et barn, man taber. Det er jo hele ens fremtid og drømme,« siger hun.
Maibritt Lundberg har derfor nu stillet et borgerforslag.
Hendes ønske er, at par allerede efter den første spontane abort bliver taget hånd om og udredt og ikke bare »sendt hjem til den næste abort«, som hun selv formulerer det.
Maibritt og hendes mand er i forvejen forældre til en søn på fire år, der ukompliceret kom til verden. Parret har nu i to år forsøgt at få barn nummer to.
»Vi har da sommetider tænkt, hvor meget det skal koste, og tænkt, at vi ikke kan holde til mere. Vores søn kan jo også godt mærke, at vi er kede af det. Men jeg tror, det er drømmen om at give vores søn en søster eller bror, der får os til at fortsætte,« siger hun.
Efter hendes tredje abort lykkedes det i sommer i år endelig at få en læge til at kigge nærmere på Maibritt og manden.
En blodprøve påviste, at Maibritt har en bestemt vævstype, som ses ved kvinder, som udvikler såkaldte HY-antigener efter fødslen af en dreng – også kendt som 'Big Brother is killing you'.
»Det var en enkelt blodprøve, der kunne vise, at jeg har den vævstype. Jeg følte lidt, at mine aborter havde været forgæves. Det føles, som om lovgivningen i dag tager udgangspunkt i udelukkelsesmetoden, da man ikke har andre værktøjer at ty til. Altså konkluderer man efter antallet af aborter, at der nok må være noget galt. Men det er mig og alle de andre kvinder, der skal betale prisen,« siger Maibritt Lundberg.
Lægerne er enige med Maibritt i, at området fortjener større opmærksomhed.
Professor Henriette Svarre Nielsen, der blandt andet forsker i reproduktion på Hvidovre Hospital, er netop startet med en undersøgelse, hvor hun gennem blodprøver og vævsprøver på mor, far og foster ved 2.000 graviditetstab vil blive meget klogere på graviditetstab over de kommende tre år.
Som det ser ud nu, mangler der nemlig forskning for at kunne udrede parrene allerede efter den første spontane abort.
»Vores viden om graviditetstab, og hvad man kan gøre, kommer fra par, der har tabt tre graviditeter i træk. Hvis vi kunne give en forklaring og rådgive efter det første tab, tror jeg, vi kan mindske sorg og spare vigtige fertilitetsår. Måske er det også billigere. Det kommer vores studie til at fortælle os,« siger hun.
Henriette Svarre forklarer, at der ikke har været tradition for at udrede tidligere:
»Ud over at det har været teknisk svært at undersøge meget unge fostre pålideligt og til en fornuftig pris, er graviditet og reproduktionssygdomme historisk blevet opfattet som naturlige dele af livet og ikke som rigtige sygdomme. Den opfattelse har stået i vejen for tidlig udredning,« siger professoren, der drømmer om færre tab i fremtiden:
»Min drøm er, at vi gennem viden kan give en forklaring på tabet, men også at vi kan redde ønskede fostre. Hvor mange af de ca. 20.000 spontane aborter om året der kan reddes, ved vi ikke endnu,« siger Henriette Svarre.
Maibritt Lundberg synes ikke, at andre kvinder skal det samme igennem, som hun og hendes mand.
»Man føler sig simpelthen så forkert, og man kan ikke rumme andres lykke, fordi man er i så dyb en sorg. Samtidig isolerer sig for omverdenen, fordi der er gravide og spædbørn overalt. Den tredje gang jeg var gravid, turde jeg ikke foretage mig noget af angst for at miste barnet,« siger hun.
Hun har selv betalt for en psykolog, for det er nemlig også sådan, at du først kan få støtte til psykologhjælp, hvis du taber et barn efter 19. graviditetsuge.
Maibritt Lundberg har alle tre gange tabt fostret mellem uge 8 og 11.
Efter hendes tredje abort får hun nu en forebyggende behandling, som skal sikre, at hun ikke taber barnet, hvis hun skulle blive gravid igen.
»Der er jo ingen garanti. Men nu føler jeg mig lyttet til og anerkendt,« siger hun.
