17 minutter.
Så længe nåede Helle Jensens søn at være i live.
Derfor kan den 46-årige kvinde i dag uden at tøve sige, at hun ‘aldrig bliver sig selv igen’.
»Jeg er kommet et sted hen, hvor verden ikke længere er så uskyldig,« siger hun.
Historien om Helle Jensen kommer i kølvandet på nyheden om kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S), der mandag kunne fortælle offentligheden, at hendes nyfødte datter ikke var i live.
»Det var ligesom at få et spark i maven, da jeg hørte det. Jeg tænkte bare: ‘Ikke hende’. Det skal selvfølgelig ikke ske for nogen. Men fordi hun er alene...,« siger Helle Jensen fra Brøndby.
Den 46-årige kvinde husker kun brudstykker af de dramatiske minutter på fødegangen d 10. januar 2013, hvor hun fødte sin søn. For hun kom lynhurtigt i fuld narkose, da lægerne opdagede, at drengens puls i maven næsten ikke var der.
»Jeg var virkelig bange,« husker hun.
Men før vi går i detaljer med, hvad der skulle vise sig at blive en skelsættende dato i Helles liv, spoler vi tiden tilbage til en tid uden så mange bekymringer.
Den lille dreng i maven, Johannes, var for Helle et ønskebarn.
Hun var 39 år. Og det biologiske ur havde i mange år tikket nærmest øredøvende.
Hendes kæreste gennem fem år ville ellers ikke have børn. Han havde i forvejen børn fra et tidligere forhold.
Men gravid blev Helle Jensen altså alligevel.
Maven voksede og struttede, nøjagtig som den skulle. Den var fyldt med liv - og ikke mindst glæde.
Når ungerne på jobbet i SFO’en, hvor hun arbejdede som pædagog, løb vildt forbi hende på gangen, holdt hun på maven. For ligesom at beskytte den.
»Jeg var allerede mor på det tidspunkt,« som Helle Jensen selv formulerer det.
Hun var 29 uger og fire dage henne i graviditeten, da noget gik galt.
Nogle uger forinden havde hun været forbi hospitalet på grund af veer og forkortet livmoderhals, men hun var igen blevet sendt hjem og var ‘stabil’. Dog med beskeden om at holde sig i nærheden af et hospital, hvis fødslen skulle sætte i gang før tid.
Normalt varer en graviditet 38-40 uger, så Johannes skulle gerne blive inde i maven et godt stykke tid endnu. Men sådan gik det altså ikke - og det er her, livet tager en drejning:
Om morgenen d. 10. januar kunne Helle Jensen ikke længere mærke livet i sin mave.
Hun drak koldt vand og skubbede til maven for ligesom at fremprovokere et spark indefra. Men intet hjalp.
Tiden i parkeringskælderen på sygehuset, hvor hun og kæresten ledte efter en parkeringsplads og den efterfølgende tid i venteværelset, føltes som timer.
»I lang tid efter var jeg fyldt med skam og skyld. Jeg tænkte tit på, hvordan livet kunne have set ud, hvis jeg - eller hospitalet - havde reageret hurtigere. Hvis jeg bare var hoppet ud af bilen og selv gået op fra parkeringskælderen, eller hvis vi ikke havde været nødsaget til at vente i venteværelset,« siger hun.
Da det blev Helle Jensens tur på hospitalet, blev alting meget hurtigt meget kaotisk.
Flere og flere læger kom til. Der blev talt om akut kejsersnit. Og om en lav puls. Udtrykkene i ansigtet på lægerne blev alvorlige.
Det næste Helle husker er en alarmklokke, der ringer, og at hun hurtigt bliver kørt ind på operationsstuen.
Lægerne når ikke engang at spritte hende af, inden de lægger hende i narkose.
Da hun vågner fra narkosen, spørger hun som det første: »Hvor er Johannes?«
Han klarede det ikke, måtte kæresten berette.
Fra det øjeblik var alt forandret.
»Det var jo en kærlighed, der var så overvældende og især blev overvældende, fordi den med det samme blev til sorg,« siger Helle Jensen.
Den efterfølgende tid var der ingen, der rigtig forstod. Kun de kvinder, som selv har mistet, og som Helle fik kontakt til gennem Landsforeningen Spædbarnsdød, formåede netop det.
Når pårørende foreslog hende at kigge på træerne, som var ved at springe ud, eller at gå en tur, så kunne hun kun tænke på én ting:
»Det var så frygteligt og så rædselsfuldt. Hvis jeg gik en tur, så tænkte jeg på, at jeg kunne gå her med en barnevogn. Jeg ville bare have mit barn tilbage,« siger hun.
Oven i sorgen over at miste et barn gik hun og kæresten fra hinanden. Et brud, der blot gjorde sorgen og tabet større.
»Det var en sort tid for mig. Jeg ville have gjort hvad som helst for at komme ud af det. Det er så stærke følelser, der bliver sat i spil,« siger hun.
Helle og kæresten fik - trods utallige undersøgelser - aldrig nogen forklaring på, hvorfor Johannes ikke klarede den.
I dag kan hun lykkeligvis igen kalde sig mor. Denne gang er hun solomor til et donorbarn, Leonard, på fem år.
»Han bliver aldrig en erstatning. Men han giver mening til det meningsløse. Jeg føler ikke, jeg ville have overlevet, hvis ikke jeg havde fået ham,« siger hun.
Helle Jensen har desuden været tre år i fertilitetsbehandling for at få en søskende til Leonard. Det har hun dog måttet opgive grundet aldersgrænsen for behandling i Danmark.
