»Jeg ved ikke, hvor længe jeg ligger der på gulvet i mørket og græder. Til sidst kommer han alligevel og lægger sine store arme om mig og knuger mig. Igen og igen hvisker han, at det ikke er min skyld. Og til sidst bliver jeg vred. For det er jo min skyld. Det er MIN uduelige krop, der ikke kan holde på de små liv.«

Det er over fem år siden, at Christina Lassen-Andersen lå på et badeværelsesgulv i sit hus i Frederikssund krummet sammen af bare sorg.

Det var tredje gang, at drømmen om endnu et barn brast. Hun gennemgik, hvad hun med egne ord kalder en 'flodbølge af følelser', der aldrig blev anerkendt.

På overfladen var alt godt. Mand, barn, hus, karriere. Men indeni var alt kaos, skyld, skam og sorg.

Da Christina aborterede, manglede hun andre, hun kunne spejle sig i, og som havde oplevet at miste ligesom hende. Derfor har hun nu skrevet en bog om emnet. Foto: Kasper Løjtved/Byrd.
Da Christina aborterede, manglede hun andre, hun kunne spejle sig i, og som havde oplevet at miste ligesom hende. Derfor har hun nu skrevet en bog om emnet. Foto: Kasper Løjtved/Byrd.
Vis mere

»Når man aborterer, får man hele tiden at vide, hvor normalt det er. Men ingen taler rigtigt om det. Graviditet er jo enormt livsbekræftende og positivt, og når det så ikke lykkes, så har mange ikke lyst til at høre om det. Der er noget tabu i, at din krop ikke kan det, som millioner af andre kvinder kan,« siger hun.

Christina Lassen-Andersen har på baggrund af sine egne erfaringer skrevet bogen 'Tabte drømme', hvor hun og 15 andre kvinder fortæller om, hvordan det er at abortere ufrivilligt, som sker for cirka 20 procent af alle gravide herhjemme.

Processen skal man ifølge forfatteren have været igennem for for alvor at forstå. Alligevel ønsker hun med fortællingerne at give andre indblik i, hvordan det er at gennemleve smerten ved tabet af et ufødt barn.

Den nu 40-årige kvinde husker ellers tydeligt lykken skylle ind over sig, da hun og manden Thomas i 2008 på en rejse til Rom besluttede, at de ville prøve at blive gravide. Hun var dengang lige fyldt 30.

Thomas og Christina i Rom i 2008. Det var på denne tur, de besluttede, at de ville prøve at blive forældre. Foto: Privat.
Thomas og Christina i Rom i 2008. Det var på denne tur, de besluttede, at de ville prøve at blive forældre. Foto: Privat.
Vis mere

»Jeg har aldrig haft det der 'drive' for at blive mor. Men så mødte jeg Thomas, og så gik det hele op i en højere enhed,« siger hun.

Der gik dog to år fra beslutningen i Rom blev taget, til den i dag otte-årige Kaya, efter et kortere fertilitetsforløb, kom til verden. Sorgen, smerten og skylden var endnu uopdaget land for de nybagte forældre, der efter noget tid drømte om barn nummer to.

»Både min mand og jeg har søskende. Vi ville gerne give det der søskendebånd videre til vores datter. Selvfølgelig skulle vi have en til, det var bare sådan, det var,« siger Christina Lassen-Andersen.

Fra september 2013 til februar 2015 blev hun gravid tre gange. Alle tre gange aborterede hun inden uge 12. Tredje gang knækkede hun – og ikke mindst håbet.

Christina Lassen-Andersen har aborteret ufrivilligt tre gange. Nu har hun skrevet en bog om den smerte, der er forbundet med det. Foto: Kasper Løjtved/Byrd.
Christina Lassen-Andersen har aborteret ufrivilligt tre gange. Nu har hun skrevet en bog om den smerte, der er forbundet med det. Foto: Kasper Løjtved/Byrd.
Vis mere

»Jeg har altid tænkt om mig selv, at jeg er et stærkt menneske, der kan håndtere det, livet byder mig. Det var et stort chok, at jeg pludselig stod i en situation, hvor jeg ikke kunne det,« siger hun og uddyber, hvorfor hun ikke følte sig anerkendt:

»Når man har tabt et barn, er det jo ofte floskler som 'op på hesten igen' eller 'nu ved du jo, at du kan blive gravid', man hører fra omverdenen. Det kan være svært at rumme, selv om ordene er sagt i bedste mening. Ofte er det jo bare et kram, man har brug for,« siger hun.

Tredje gang syntes jordemoder og lægerne ellers, at 'det så fint ud'. De havde tillid til det lille hjerte i maven. Men i fostrets 10. leveuge var det slut. Christina skulle igennem en kirurgisk abort, hvor lægerne fjernede fostret ved operation.

»Jeg følte, det var min skyld. Den rationelle del af mig vidste godt, at det ikke var sådan, det var, men mit hjerte sagde noget andet. Jeg skammede mig over, at det bare ikke ville lykkes. Jeg følte mig vitterligt uduelig,« siger Christina Lassen-Andersen.

Ved æbletræet i haven hos Christina Lassen-Andersen og hendes mand Thomas har de begravet scanningsbillederne fra de tre ufødte fostre, de har mistet. Foto: Kasper Løjtved/Byrd.
Ved æbletræet i haven hos Christina Lassen-Andersen og hendes mand Thomas har de begravet scanningsbillederne fra de tre ufødte fostre, de har mistet. Foto: Kasper Løjtved/Byrd.
Vis mere

Egentlig havde hun lyst til at stoppe med at forsøge. At stille sig tilfreds med et barn. Men hun vidste også, at hendes mand Thomas ikke ønskede at give op.

»Jeg gjorde det for min mands skyld,« siger hun.

Det var dog på den betingelse, at den næste graviditet, den fjerde, skulle være sidste gang.

I dag går Christina Lassen Andersen hver dag forbi et æbletræ i haven i huset i Frederikssund. Ved træet er flere af de scanningsbilleder begravet, som hun nåede at få med hjem til minde om det, der skulle have været. Det var her, hun og Thomas fik sagt farvel.

Christina med sine to piger, Kaya og Liv. Foto: Privat.
Christina med sine to piger, Kaya og Liv. Foto: Privat.
Vis mere

Hun har lagt sorgen, skylden og skammen bag sig. For fjerde gang skulle være lykkens gang for dem.

Liv er i dag fire år.

»Hun kunne ikke hedde andet,« siger moren til to.

Du kan støtte tilblivelsen af Christina Lassen-Andersens bog via Forlaget Fjordens hjemmeside. Bogen skal udkomme i november i år. Pengene går udelukkende til grafiker, eksperthonorar og tryk.