»Loke vil jo altid være min. Der skal ikke være en udefra, der beder mig om at skille mig af med den urne. Det skal være, når jeg føler for det.«
Forestil dig at være nybagt mor og så blive frataget titlen næsten lige så hurtigt, som du har fået den tildelt. Det var, hvad der skete for 38-årige Lotte Vinkel, da hendes søn Loke kom til verden i august 2019.
Og hvad værre er: At du ikke kan få lov til at sige farvel, nøjagtigt som du selv ønsker det.
Lotte Vinkel ville gerne have beholdt urnen med Lokes jordiske rester, som urnen indeholdt. Men ifølge dansk lovgivning er det ikke muligt.
Tilbage i 2019 troede Lotte Vinkel, at hun stod over for en tid med baby, barnevogn og barsel. En vaskeægte 'babyboble', som hun selv beskriver det. Men i stedet endte det med bedemand, bisættelse og et borgerforslag, der skal forsøge at ændre begravelsesloven.
12 dage efter, at lille Loke fik livet, tog en uopdaget hjertefejl det fra ham igen. Tilbage stod Lotte Vinkel. Fuldstændig opløst i sorg og på ingen måde klar til at sige farvel til de sidste jordiske rester, hun havde af sin søn.
»Det er jo ikke, fordi jeg ville beholde ham for evigt i urnen derhjemme, men for at sige farvel i mit tempo,« fortæller Lotte Vinkel, der forklarer, at rigtig mange dage efter Lokes død bare gik med at kigge ud i luften. Faktisk var det kun hendes nu 12-årige datter, der holdt Lotte Vinkel i gang.
»Fysisk kunne jeg ikke gå nogen steder. Det lyder måske underligt, men jeg havde rigtig svært ved at bevæge mig rundt. Jeg var simpelthen bange for at møde andre kvinder med babyer og barnevogne og så blive mindet om alt det, som det skulle have været,« fortæller en berørt Lotte Vinkel.
Bisættelse er med længder den mest populære begravelsesform i Danmark. Ifølge tal fra Danske Krematoriers Landsforening vælger over 85 procent den form, og det åbner for spørgsmålet om, hvad der skal ske med asken efterfølgende.
Ifølge den danske begravelseslov er der ikke mange muligheder. Faktisk er der kun tre. Ingen af mulighederne er at beholde asken derhjemme.
I Landsforeningen Liv&Død er man meget lydhør over for at kigge på reglerne, forklarer direktør Kirsten Søndergaard.
»Der er behov for at kigge på den gamle bekendtgørelse. Vi lever på en anden måde i dag,« lyder det fra Kirsten Søndergard, der fortsætter, at »vi er i kontakt med mange og hører ofte, at folk kan være frustrerede og uforstående over for de ret rigide og begrænsede muligheder, der er i forhold til begravelse og bisættelse«.
Helt det samme behov ser Morten Bangsgaard, medlem af Det Etiske Råd og særligt optaget af etiske dilemmaer i forbindelse med livets afslutning, ikke. Han mener, at det handler om noget mere end den enkeltes behov.
»Helt overordnet handler det om, hvordan vi som samfund og fællesskab ser på vores slægtninge og pårørende, når de er døde. Der er andet og mere på spil, der rækker ud over den, der har mistet,« fortæller Morten Bangsgaard.
Efter en bisættelse går der typisk mellem 8 og 14 dage, før de pårørende får udleveret asken.
Og der kan være gode grunde til at kigge på den konkrete græse for, hvor hurtigt det skal gå, anerkender Morten Bangsgaard, der holder fast i, at der bør være nogle faste rammer for, hvad vi som samfund og fællesskab gør, når døden indtræffer.
»Der er, efter min opfattelse, noget fint i, at vi har nogle fælles regler og ritualer for, hvordan vi omgås døde. Det ville være lidt mærkeligt, hvis der var forskellige former og praksisser for, hvor man kunne have sine døde familiemedlemmer,« lyder det videre fra Morten Bangsgaard.
Den opfattelse deler Lotte Vinkel imidertidig ikke, og derfor har hun oprettet borgerforslaget 'lad afdødes nærmeste pårørende få ejerretten over afdødes aske', der altså skal gøre op med begravelsesloven.
»Det ville have gjort en verden til forskel,« fortæller Lotte Vinkel, der valgte at få sin søns urne placeret på en kirkegård, men der er ingen tvivl om, at havde hun haft et valg, havde hun ikke valgt det.
B.T har tidligere fortalt om Lotte Vinkel, da hun fik stjålet bamser fra sin søns grav. Den kan du læse lige her.
