»Bare der nu ikke er taget noget,« tænker Lotte Vinkel, hver gang hun skal ud til sin lille søns gravsted.
'Sov sødt, lille skat,' står der på lille gravsten, der tilhører Loke. Omkring den står en masse nøje udvalgte bamser.
Det er bamser, som Lotte Vinkel ville have givet Loke, hvis ikke en sjælden hjertefejl havde taget livet fra ham, bare 12 dage efter at han havde fået det.
»Sorgen over at have mistet min søn bliver ikke nemmere af, at folk bare tager fra ham. Det eneste sted, jeg kan give min søn noget fysisk, er der,« siger en ulykkelig Lotte Vinkel.
Lotte Vinkel husker tydeligt det første tyveri på Lokes gravsted. Det var en Gurli Gris-bamse, som Lotte Vinkel havde købt kort tid forinden. For som hun siger: »Selvfølgelig skulle han have sådan en.«
Den når han kun at have i ganske få måneder. Så er den væk.
Siden dengang er flere ting fra gravstedet forsvundet. Blandt andet en julebil med Lokes navn. En gave fra hans morfar.
Den allerværste gang var dog dengang, en perleplade lavet af Lokes storesøster, Melissa Sofia på 12 år, blev stjålet.
»Hun havde brugt en hel dag på den, og hun blev bare så ked af det. Hun havde gjort sig så umage,« fortæller en tydeligt meget berørt Lotte Vinkel og fortsætter:
»Hun siger, at hun næsten ikke tør at lave en ny.«
Familien havde ellers sikret perlepladen med ståltråd for at være sikre på, at den ikke blæste væk eller blev stjålet. Men lige lidt hjalp det. Pladen forsvandt.
»Det tager flere dage at komme sig over,« fortæller Lotte Vinkel.
På kirkegårdene er man bekendt med, at tyveri desværre sker, fortæller Rikke Nørulf, der er konstitueret formand for Foreningen af Danske Kirkegårdsledere. Men det er ikke noget, man har et konkret tal på.
»Det er rigtig synd for de pårørende, at den slags sker. Det er vi kede af, men der er ikke noget, vi kan gøre. Kirkegårdene er jo offentlig tilgængelig,« siger Rikke Nørulf videre.
Snart er det Loke fødselsdag, og det er noget, Lotte Vinkel gør sig mange tanker om.
Sidste år fik gaven, der var en heliumballon med et ettal på, lov til at stå på graven. Men i år vil Lotte Vinkel rigtig gerne give ham nogle nye bamser. Hvis hun tør. For det gør, som Lotte Vinkel siger, »megaondt at se, at de er væk«.
Og Lotte Vinkel bliver ked af, at hun skal tænke sådan.
»Jeg vil have lov til at give min søn, hvad jeg vil. Jeg vil ikke lade mig begrænse, bare fordi han er død. Hvis jeg vil lægge noget på hans grav, som jeg mener, han skal have, så vil jeg have lov til det,« siger Lotte Vinkel og kommer med et spørgsmål til dem, der stjæler fra kirkegårde:
»De ting, man vælger, er nøje udvalgt. Tænker I ikke over, hvad I gør ved andre mennesker?« lyder det.
