Ghita Christiansen er rasende over det syn, der i den seneste uge har mødt hende mellem gravstene på Bjæverskov Kirkegård.

»Jeg synes bare, at det er så tarveligt. Og så på en kirkegård. Det er visse ting, hvor man tænker, at det gør man bare ikke,« lyder det fra hende.

Hun er graver på kirkegården i den østsjællandske by, hvor man siden torsdag i forrige uge har oplevet flere mystiske og mærkelige tyverier.

Her har indtil videre ukendte gerningsmænd stjålet træer, blomster og buske – både fra fællesarealer og fra gravsteder. De er simpelthen blevet gravet op og fjernet.

En rosenbusk er forsvundet.
En rosenbusk er forsvundet. Foto: Ghita Christiansen/Privatfoto
Vis mere

Ifølge Ghita Christiansen er der forsvundet en rosenbusk, et træ, tre stauder, 12-14 udplantningsblomster og to lanterner.

»Desuden har der været en masse, der er blevet gravet op og er sat i spande inde under træer ved porten, så de var klar til også at blive afhentet, men så er gerningsmanden måske blevet forstyrret,« siger graveren.

Tyverierne er blevet opdaget ad to omgange.

Første gang var torsdag i forrige uge i forbindelse med en gudstjeneste, og anden gang var i weekenden, hvor der var konfirmation. Tilsyneladende er den uvelkomne gæst spadseret ud fra kirkegården i den lille sjællandske by med planterne under armen.

»Vi kunne se, at der lå rigtig mange rosenhoveder ved porten ud til Ringstedvej, der alligevel er rimelig trafikeret. Og sådan en rosenbusk er ikke én, man sådan lige kan gemme. Den har fyldt noget,« siger Ghita Christiansen, der ligeledes er forbløffet over, at der er fjernet et træ på 1,80 meter.

Hun er også ærgerlig, fordi der er blevet lagt mange kræfter i at gøre Bjæverskov Kirkegård mere tillokkende for byens borgere.

»Folk bruger jo ikke kirkegårde som før i tiden, så vi er som mange andre begyndt at gøre det mere parklignende med flere blomstrende buske, og vi får netop tit at vide, at kirkegården er blevet så smuk, fordi vi har sat så mange blomster,« siger graveren:

»Men så bliver det åbenbart interessant for nogen at komme og hente, hvad man måske skal bruge i sin have. Jeg synes ikke, at det er i orden. Jeg kan slet ikke have det.«

Blomster klar til afhentning, sat i spande.
Blomster klar til afhentning, sat i spande. Foto: Ghita Christiansen/Privatfoto
Vis mere

Tyverierne er blevet anmeldt til politiet, uden at Ghita Christiansen egentlig gør sig mange forhåbninger om, at det bliver opklaret.

Samtidig erkender hun, at der ikke er meget at gøre ved det, da en kirkegård ikke må aflåses på grund af de besøgende, når de ansatte går hjem ud på eftermiddagen.

»Det handler også om at udvise respekt, og jeg håber bare på, at det ikke bliver til mere,« siger Ghita Christiansen.