Inden længe kan naboerne til Kærshovedgård ånde lettet op. De kriminelle udviste udlændinge skal nemlig ikke længere bo klos op ad den lille by Bording.

»Det er sgu da fedt, at politikerne er vågnet op og gør noget!«

Så kontant er reaktionen fra Rene Hagelskjær, da B.T. fanger ham på en telefon, efter finanslovsforhandlingerne er afsluttet.

René Hagelskjær er Fakta-bestyrer i Bording og har haft et hyr med nogle af beboerne på det meget omdiskuterede Kærshovedgård, som siden 2016 har huset afviste asylansøgere, udvisningsdømte kriminelle og udlændinge på tålt ophold.

B.T. har blandt andet afsløret, at en blot 19-årig medarbejder i René Hagelskjærs Fakta er blevet slået ned af en beboer på udrejsecenteret. Derfor er han også optimistisk ved tanken om, at de udviste kriminelle ikke skal være i byen ret meget længere.

René Hagelskjær er Fakta-bestyrer i den midtjyske stationsby Bording.
René Hagelskjær er Fakta-bestyrer i den midtjyske stationsby Bording. Foto: Kasper Riising
Vis mere

»Forhåbentlig vil det give noget ro i lokalsamfundet, og folk kan slippe for at gå og være så utrygge hele tiden,« siger han og tilføjer:

»Personligt har jeg ikke villet tage konfrontationer, hvis der for eksempel er nogen, der har stjålet fra min butik, for man anede jo ikke, hvem man sagde noget til. Men det tror jeg bliver lettere nu.«

Lige så optimistisk er Michael Nielsen, som driver tankstationen OK Plus i Bording.

»Det her er en rigtig god start. Jeg er glad. Førhen var vi i tvivl om, hvem der var hvem, men nu ved vi, at dem, der er tilbage, er helt almindelige mennesker, og det glæder mig.«

Michael Nielsen, 44 år, er sammen med sin kone indehaver af OK-tanken i Bording.
Michael Nielsen, 44 år, er sammen med sin kone indehaver af OK-tanken i Bording.
Vis mere

Michael Nielsen har haft flere sammenstød med nogle af dem på tankstationen.

»Det er ikke sjovt. Især ikke, når man ikke ved, hvem det er, man står over for og om de er hårdkogte kriminelle,« siger han.

Evald Asp, formand for Bording Lokalråd, er også glad. Løsningen, som er blevet vedtaget i finanslovsforhandlingerne, flugter godt med de muligheder, han selv har set og kæmpet for.

»Jeg kan kun sige, at det er en god retning, vi er på vej i, med det her forslag,« siger han.

Han vil helst ikke kommentere på, hvad beslutningen kommer til at betyde for Bording lokalsamfund, men han håber, at det kan skabe noget ro og tryghed, som længe har været en mangelvare i byen.