Det har skabt stor debat, at en lærer under en tillidsøvelse skal have lokket elever fra 6. klasse til at tungekysse, mens det blev filmet.

Det har nu fået konsekvenser for læreren, der er ansat på Lille Næstved Skole i Karrebæk.

Det skriver Sjællandske.

Den kvindelige lærer er nemlig blevet fritaget for undervisning i den pågældende klasse på ubestemt tid.

Det fremgår af et opslag på klassens side i skoleintranettet Aula, skriver lokalmediet.

Beslutningen kommer få dage efter, at skolens øverste leder, Torben Møller Nielsen, til Sjællandske forklarede, at han ikke ville efterkomme de utilfredse forældres ønske om at flytte læreren.

B.T. har spurgt Torben Møller Nielsen, om han har en kommentar til, hvorfor man har besluttet at fritage den kvindelige lærer for undervisning i den pågældende klasse. Til det svarer han i en sms-besked:

'Jeg har ingen kommentarer.'

Det var under en tillidsøvelse i klassen i begyndelsen af september, at det hele skete.

To og to blev børnene først bedt om at lægge armen på hinanden og blive komfortable med berøring af hinanden, har Birgitte Bro Petersen, der er en af de mange utilfredse forældre til børnene i klassen, fortalt til B.T.

Derefter udviklede det sig angiveligt til, at læreren sagde, at eleverne skulle give hinanden et kys på kinden - og senere fik eleverne ifølge Birgitte Bro Petersen at vide, at de fik flødeboller eller vingummi, hvis de tungekyssede.

»I den situation er hun jo slet ikke voksen. Det er uacceptabelt. Børnene får så meget at vide om, at man skal passe på med mediemobning, og der kommer folk på skolen, som underviser dem, at man ikke må dele sådan nogle ting på de sociale medier,« har hun forklaret til B.T.

»Det er i en sådan situation, at vi som forældre skal sige stop. Hvorfor skal hun opfordre børn til at tungekysse, og hvorfor skal hun optage det? Jeg forstår det ikke,« tilføjede hun.