Forældre til 6. klasseselever er chokerede og rystede, efter ledelsen ikke har trådt ind over for en lærer, der tvang to af eleverne til at tungekysse i forbindelse med en tillidsøvelse – og filmede det.

Kritikken afviser centerchef i Center for Dagtilbud og Skole, Lars Nedergaard, dog fuldstændig.

»Hvis de (forældrene, red.) ikke er tilfredse, kan de flytte deres børn. Der er ingen tvang. Det er et frit valg,« siger han til Sjællandske.

Episoden skete på Lille Næstved Skole, afdeling Karrebæk, på Sjælland, hvor en kvindelig lærer lokkede to elever til at tungekysse i forbindelse med en såkaldt tillidsøvelse, hvor eleverne skulle blive mere komfortable med fysisk kontakt fra hinanden.

Birgitte Bro Petersen er ikke tilfreds med skolens håndtering af situationen.
Birgitte Bro Petersen er ikke tilfreds med skolens håndtering af situationen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Birgitte Bro Petersen er en af de mange utilfredse forældre til børnene i klassen, og hun er med i en gruppe af forældre, der efterfølgende er gået sammen for at få problemet løst.

Der har været holdt flere møder, men Birgitte Bro Petersen føler ikke, at skolen har lyttet nok til forældrene.

»De har bare skubbet det væk. De har slet ikke tacklet det seriøst nok.«

»Hun burde ikke være lærer i klassen mere, men det er hun stadig. Hun burde blive rykket væk fra matriklen og få en anden klasse og en ny start,« siger Birgitte Bro Petersen.

Det er Lars Nedergaard dog slet ikke enig i. Han mener heller ikke, der er noget at udsætte på skolelederens ageren i forhold til sagen.

Til Sjællandske siger han, at han ikke mener, sagen er så grov, at nogen 'skal på skafottet.' Han understreger dog også, at han ikke er nede i detaljerne af sagen, men i stedet er den, der skal vurdere, om skolens ledelse har taget de nødvendige skridt.

Og det mener han altså, de har.

Han sender samtidig en bredside til de utilfredse forældre, som han ikke mener har kompetencerne til at blande sig i, hvem der bliver ansat og opsagt på skolerne.