Trods flere forældres chok, vrede og frustration underviser den kvindelige skolelærer, der lokkede to drenge i 6. klasse til at tungekysse, stadig samme klasse ved Lille Næstved Skole.

»Jeg synes ikke, det er rimeligt, at skolen holder hånden over læreren. Det sender et signal om, at andre elever kan blive udsat for det. Det giver utryghed blandt elever og forældre, at skolens ledelse ikke sanktionerer eller trækker en streg i sandet.«

Sådan lyder den umiddelbare vurdering fra psykolog Kuno Sørensen ved Red Barnet.

»Det er grænseoverskridende og krænkende over for børnene at bringe dem i den slags intime relation, som et tungekys er. Der er et yderligere element af krænkelse af børnenes privatliv, at det bliver filmet,« siger han dog uden at have fuldt kendskab til sagen.

Centerchef i Center for Dagtilbud og Skole Lars Nedergaard har tidligere sagt til sn.dk, at han er ked af episoden, men sætter også et punktum samtidig.

Kender du noget til sagen? Tip redaktionen på bopo@bt.dk.

»Hvis det er foregået, så er det uacceptabelt. Det er simpelthen uerfarent og dumt. Jeg har fuldstændig tillid til, at ledelsen har gjort det rigtige. Det er dem, der kender læreren.«

Herefter lægger han vægt på, at de utilfredse forældre bare kan flytte deres børn, da der er et frit skolevalg. Sidste udtalelse er Kuno Sørensen ikke specielt imponeret over.

»Det er rigtigt, at der er frit skolevalg, men der er også en forventning fra forældre og samfundets side om, at den almindelige moral bliver opretholdt,« siger han og fortsætter:

»Hvis hensigten med det her har været at skabe mere tillid blandt eleverne, så har man ramt helt ved siden af.«

Han mener, at et tungekys mellem de to drenge i den grad er noget, som er så intimt og så seksuelt, at det ikke burde finde sted på en skole, mens en lærer filmer.

Flere Facebook-brugere i B.T.s kommentarfelt giver udtryk for, at de mener, at skolen havde ageret anderledes, hvis der ikke var tale om en kvindelig skolelærer.

»Jeg tror, at reaktionen havde været anderledes, hvis det var en mand, der havde bedt dem om at gøre noget tilsvarende. Det at være seksuelt grænseoverskridende er noget, vi primært kender fra mænd. Vi har en større tolerance, når kvinder involverer børn i seksuelle handlinger,« lyder Kuno Sørensens vurdering.

B.T. har fremført kritikken for Hanne Dollerup, der er direktør i Næstved Kommune.

»Vi er rigtig kede af, at der er sket den her fejl, og vi har lagt os fladt ned,« siger hun og fortsætter:

»Forældrene skal være trygge ved at sende deres børn i folkeskolen, og derfor handler det om for os at genskabe tilliden nu. Derfor har vi fokus på, at børnene og klassen trives.«

Men der er nogle forældre, som ikke føler sig trygge ved at sende deres børn i skole nu? Er det ikke noget, I tager til efterretning?

»Selvfølgelig vurderer vi generelt, hvordan der skal handles, og hvilke personalemæssige konsekvenser det skal have. Men jeg har ikke tænkt mig at gå mere ind i den konkrete sag i medierne,« siger hun og fortsætter:

»Det er ikke bare sådan, at man siger 'bom'. Så er sagen lukket. Vi vurderer løbende, hvad der er passende at gøre i forhold til forældre, børn mv.«

Kender du noget til sagen? Tip redaktionen på bopo@bt.dk.