En ganske almindelig skoledag i 6. klasse på Lille Næstved Skole i Karrebæk udviklede sig noget anderledes end planlagt.

Det var en tillidsøvelse i undervisningen, der gjorde flere af eleverne ubehageligt tilpas.

»Hun er jo slet ikke voksen i den situation, og det burde hun jo være som lærer.«

Birgitte Bro Petersen er en af de mange utilfredse forældre til børnene i klassen på den sjællandske skole.

Årsagen til utilfredsheden er en episode for et par måneder siden.

Her sætter læreren sine elever i 6. klasse til at lave en såkaldt tillidsøvelse, hvor man to og to skal lægge armen på hinanden og blive komfortabel med berøring af hinanden.

»Det udvikler sig så til, at læreren siger, at de pludselig skal give hinanden et kys på kinden. Det er flere af dem ikke vilde med,« siger Birgitte Bro Petersen.

Men det mest grænseoverskridende er ikke sket endnu for eleverne i 6. klasse.

Birgitte Bro Petersen er ikke tilfreds med skolens håndtering af situationen.
Birgitte Bro Petersen er ikke tilfreds med skolens håndtering af situationen. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Læreren siger så på et tidspunkt, at de får flødeboller eller vingummi, hvis de tungekysser. Og hun vil så optage det med sin telefon,« forklarer Birgitte Bro Petersen.

De fleste af børnene i klassen kan ikke lide situationen, og da slet ikke at det også skal optages, men den kvindelige lærer siger, at hun hele tiden gør lignende ting med sine venner.

»I den situation er hun jo slet ikke voksen. Det er uacceptabelt. Børnene får så meget at vide om, at man skal passe på med mediemobning, og der kommer folk på skolen, som underviser dem, at man ikke må dele sådan nogle ting på de sociale medier,« forklarer den utilfredse mor.

Læreren optager en video, hvor elever tungekysser.

»Det er i en sådan situation, at vi som forældre skal sige stop. Hvorfor skal hun opfordre børn til at tungekysse, og hvorfor skal hun optage det? Jeg forstår det ikke,« siger Birgitte Bro Petersen.

Moren pointerer, at børnene i 6. klasse er i den alder, hvor man gerne vil prøve en hel masse, og det skal de have lov til i frikvartererne, når de har lyst, forklarer hun.

»Men at en lærer i undervisningen opfordrer til sådan noget er uforståeligt. Der var mange af børnene, som ikke havde det godt med det.«

Birgitte Bro Petersen hørte først om den såkaldte tillidsøvelse fra andre forældre en uge efter, at det var sket, men da hun spurgte sin søn om det, så blev han rigtig ked af det.

Derfor er en gruppe forældre efterfølgende gået sammen for at få problemet løst. Der har været holdt flere møder, men Birgitte Bro Petersen føler ikke, at skolen har lyttet nok til forældrene.

»De har bare skubbet det væk. Det har slet ikke tacklet det seriøst nok.«

»Hun burde ikke være lærer i klassen mere, men det er hun stadig. Hun burde blive rykket væk fra matriklen og få en anden klasse og en ny start,« siger Birgitte Bro Petersen.

Lærerens telefon er blevet tjekket igennem for at sikre, at videoen er blevet slettet igen, men forældrene er stadig ikke tilfredse.

Flere har endda skrevet til kommunen for at få hende rykket, men det har ikke givet pote.

»Det er en af grundene til, at vi nu følte, at det var tid til at gå ud i medierne med den her historie. Så længe skolen ikke lytter til os.«

»Det er også vigtigt for os at gøre opmærksom på historien, så andre skoler ikke begår samme fejltagelse og lader sådan noget her ske. Børn stoler blindt på de voksne, så det uforståeligt, at læreren gør sådan noget,« forklarer Birgitte Bro Petersen.

Forældrene har endnu ikke fået en forklaring fra læreren selv på, hvad der skete den dag.

B.T. har haft kontakt med lederen på skolen, Torben Møller Nielsen. Han ønsker ikke at kommentere mere på sagen. Han henviser i stedet til den kommentar, han er kommet med til Sjællandske Medier.

»Vi har lagt os fladt ned. Jeg har beklaget og sagt undskyld på skolens vegne. Vi tager det fulde ansvar,« siger Torben Møller Nielsen han til mediet.

Birgitte Bro Petersen er slet ikke tilfreds med den undskyldning.

»Jeg føler stadig frustration og afmagt over det her,« siger hun.