»Det er alt lige fra direktørfruer til folk på offentlig forsørgelse, der henvender sig.«
I 40 år har voldsramte kvinder kunnet søge hjælp hos krisecenteret i Aalborg.
Og det jubilæum, bliver markeret 6. november med et arrangement, der både består af foredrag og standup.
Det er mange forskellige mennesker, der søger hjælp hos krisecenterforeningen fortæller Mette Glistrup, der er bestyrelsesformand og har været frivillig på krisecenteret i 10 år.
Selvom kvinderne har forskellig baggrund har de det til fælles, at de har været udsat for vold i den ene eller den anden form.
»Nogle er helt forslåede, når de kommer. Andre har været udsat for psykisk vold, hvor de bliver undermineret af en partner og ingen selvtillid har tilbage,« forklarer Mette Glistrup og understreger at ofte er der tale om begge dele.
De omkring 100 frivillige i Krisecenterforeningen har alle vagter på krisecentret, som også har 10 fastansatte, lønnede medarbejdere. De frivillige og de ansatte bemander krisecentret næsten lige meget i løbet af et år.
Selvom de har forskellige roller og opgaver på krisecentret, tager de sammen hånd om de ramte kvinder og sørger for at hjælpe dem videre til et godt liv uden vold.
»Nogle er her kun i få dage, fordi de har et netværk, der kan hjælpe. Men de fleste er hos os i uger og nogle gange måneder, før de er klar til at komme videre,« siger Mette Glistrup.
Selvom krisecenterforeningen runder et skarpt hjørne er de lige nu inde i en svær tid.
På grund af coronakrisen har de haft svært ved at skaffe nye frivillige til at tage hånd om de kvinder og børn, der søger hjælp.
»Nedlukningerne gjorde det vanskeligt at rekruttere nye frivillige, så lige nu er vi lidt færre til at dække vagterne end vi plejer,« siger bestyrelsesformanden.
Hun understreger, at de sædvanligvis ikke har svært ved at skaffe hænder nok.
»Vi er heldigvis i den privilegerede situation, at vi generelt oplever stor interesse for at blive frivillig,« siger hun.
De frivillige står til rådighed alle årets dage - og primært på de tider af døgnet, hvor det fastansatte personale har fri. Lige nu er det dog forbeholdt kvinder, at være frivillige i foreningen.
»Nogle af de kvinder, der kommer hos os, har et belastet forhold til mænd. Derfor har vi valgt kun at have kvindelige frivillige,« siger Mette Glistrup.
For at blive frivillig skal man desuden være fyldt 21 år.


