Sygeplejerskerne har ikke opgivet kampen endnu.

Onsdag formiddag nedlagde sygeplejersker over hele landet arbejdet i en time.

Det er fortsat frustrationer over arbejdsvilkår og løn, der fik sygeplejerskerne til at forlade sengeafsnittene for at tage opstilling ude foran hospitalerne.

»Der er blevet råbt længe, men der er ikke blevet lyttet. Der er patienter, der ligger på gangene og det er ikke okay,« siger sygeplejerske Caroline Kronborg Grøn.

I Aalborg var der omkring 100 sygeplejersker på gaden fra klokken 7.45 og en time frem.

»I Aalborg var vi sidst på gaden i september, men nu har vi en national arbejdsnedlæggelse, og så vil vi gerne signalere, at vi står sammen om det her,« siger Caroline Kronborg Grøn.

Foran indgangen til Aalborg Universitetshospital havde nogle af sygeplejerskerne taget skilte med, hvorpå der stod 'Godmorgen Christiansborg.'

Efter at have udtrykt sin utilfredshed ved hovedindgangen bevægede sygeplejerskerne sig i samlet flok ned til den trafikerede indfaldsvej mod Aalborg, Hobrovej, hvor sygeplejerskerne søgte opbakning fra trafikanter i morgentrafikken.

Og der var da også flere bilister, der udtrykte opgabakning med et tryk på hornet.

»Vi vil gerne lave et statement og så er det jo fedt, at der er opbakning til det,« siger Caroline Kronborg Grøn.

Sygeplejerskestrejken varede fra 19. juni til 28. august, da regeringen ved lov greb ind og gennemtvang den overenskomst, som sygeplejerskerne havde nedstemt.

Siden er fulgt flere overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.

Hvor længe kan I blive ved med at tro på, at det hjælper?

»Jeg tror på, at det hjælper. Jeg synes allerede, vi nået langt. Nu venter vi bare på at ledelsen kommer på banen sammen med politikerne. Vi bliver ved så længe det skal være.

I Odense var der ligeledes sygeplejersker, der nedlagde arbejdet. En af dem var Stine Engelhardt, der er anæstesisygeplejerkse. Og hun er enig i Carolines betragtninger fra Aalborg.

»Sundhedsvæsenet er lige nu inde i en ond cirkel. Folk arbejder langt over fuld tid og der er ingen udsigter til at kunne afspadsere. Så vi har simpelthen bare ikke andet valg end at sætte foden ned nu. Og vi håber stadig, at det lykkes at råbe de højere magter op,« siger hun.

På Aarhus Universitetshospital var der ligeledes arbejdsnedlæggelser. Tillidsrepræsentanten oplyser til B.T., at omkring 250 sygeplejersker nedlagde arbejdet i Aarhus.