»Jeg bliver berørt, og det rammer noget i maven af mig.«
Sådan beskriver 47-årige Mai Mikkelsen de følelser, der strømmer ind i hendes krop, når hun hjælper til som frivillig på krisecenteret for voldsramte kvinder i Aalborg.
Hun har altid haft lyst til at være frivillig et sted, og da hun startede med at læse til socialrådgiver i 2018, gav det gode mening at bringe sine kompetencer i spil – til glæde for kvinderne og børnene på krisecenteret.
»Der er perioder, hvor omsorgen kommer meget i spil. Kvinder og børn kan være mærkede på en måde, hvor man som frivillig skal være en lille smule forsigtig og have noget fingerspitzgefühl i forhold til, hvornår man snakker med dem, og hvad man snakker med dem om,« forklarer hun.
Der er omkring 100 frivillige tilknyttet krisecentret, som alle er en del at et vagtskema, ligesom de 10 fastansatte, lønnede medarbejdere, der også arbejder på stedet.
Motiverne for at hjælpe er sikkert forskellige. Men 47-årige Mai er ikke i tvivl om, hvad der driver hende.
»Det giver mig livskvalitet at yde noget og kunne være noget for andre mennesker. Især børnene, der står i en svær situation.«
»Når jeg oplever at få et barn til at grine eller få en mor til at smile, så giver det mig en enorm glæde,« uddyber hun.
Som B.T. tirsdag kunne fortælle, har krisecenteret i år 40 års jubilæum. Selvom kvinderne på stedet har forskellig baggrund, har de det til fælles, at de alle har været udsat for vold i den ene eller den anden form.
En af de oplevelser, der har sat sig klarest fast i hukommelsen hos Mai, var en samtale med en kvinde, der var kommet ind samme dag, som Mai mødte ind på en nattevagt.
»Hun havde det så dårligt efter at være blevet udsat for massiv fysisk vold gennem mange år, at hun havde svært ved at være nogle steder,« husker Mai tydeligt og fortsætter:
»Da jeg næste dag fandt ud af, at hun røg, satte vi os udenfor i rygekrogen i nogle timer, mens de andre gik i seng.«
»Mens vi snakkede, trak hun vejret dybt ind flere gange og pustede langsomt ud. Af lettelse.«
»Den ærlighed, tillid og åbenhed hun udviste overfor mig som et fremmede menneske, det blæste mig bagover. Jeg havde en oplevelse af, at jeg de timer var med til at give hende en ro.«
I det hele taget er Mai fascineret af den styrke, som de ramte kvinder udviser, når de kommer til centeret.
»Nu har de taget skridtet og besluttet sig for, at de ikke vil leve med de vilkår mere. Det kræver mod at pakke ens ganske få ejendele og flytte fra sit hjem. Det er meget stærke kvinder,« siger hun og beskriver, hvad det gør ved hende at se:
»Det har en wauw-effekt på mig og jeg bliver blæst bagover. Det er sådan noget 'sister hood'. 'Godt gået, du tog fandeme skridtet og har nu valgt noget anderledes for dig og dine eventuelle børn.'«
Og for den 47-årige kvinde er det faktisk både en politisk og en menneskelig kamp, hun kæmper, når hun hjælper til på krisecenteret.
»Tingene skal nok gå, hvis vi hjælper hinanden. Dem der kan, de skal hjælpe. Det er min drivkraft,« siger hun og leder til slut samtalen hen mod sin politiske drivkraft:
»Jeg vil gerne styrke kvinder og børns retsstilling på området. Deres levevilkår. Jeg bliver provokeret, når husspektakler eller meget voldelige overfald på kvinder bliver betegnet som en familietragedie i medierne. Det er meget mere end det.«
