Tirsdag i næste uge kommer der til at være stille i klasseværelserne på Rismølleskolen i Randers.
Alle elever er nemlig blevet bedt om at blive hjemme, så lærerne kan holde krisemøde.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Krisemødet sker på baggrund af flere skandaler, der har sværmet om skolen på det seneste.
I starten af november kom det frem, hvordan en gruppe elever har terroriseret skolen gennem flere år, ligesom lærerne dagligt udsættes for 'psykisk vold' fra ældre elever.
Det vurderede Arbejdstilsynet, der samtidig gav skolen et påbud om, at der skulle rettes op på arbejdsmiljøet for lærerne.
Både Randers Kommune og skolen har siden udført en handlingsplan for at rette op på de noget voldsomme forhold. Tirsdag i næste uge gælder det således et krisemøde for lærerne, og en fridag for de knap 500 elever, der går på skolen.
Det er bestemt ikke første gang, at skolen har fået negativ opmærksomhed.
I maj blev syv elever bortvist for at have lavet en såkaldt 'dødsliste' til deres sidste skoledag, og i april 2020 glemte en lærer at slukke for lyden på sin computer, efter vedkommende havde undervist online.
Det resulterede i, at en 8. klasse på skolen ufrivilligt kunne høre deres lærer dyrke samleje.
»Det var jo en fejl, at det skete. Og det kan man sige, det er jo også det, jeg har skrevet ud til forældrene. Det beklager jeg dybt. Og det håber vi selvfølgelig aldrig nogensinde vil gentage sig for nogen igen. Hverken hos os eller alle mulige andre steder,« udtalte skoleder, Jan Pedersen, i den forbindelse til Se&Hør.
