En ekstremt uheldig lærer kom onsdag til at sende live fra et samleje mellem to voksne til de elever, som vedkommende netop havde undervist online.

8. klasserne fra Rismølleskolen i Randers havde haft undervisning med læreren onsdag morgen.

Da timen sluttede, glemte læreren at slukke sin computer – og pludselig strøg lyden af et samleje direkte ud af samtlige elevers computerhøjttalere.

Ved du noget om sagen? Tip B.T: på 1929@bt.dk

Det fremgår af en besked, som Rismølleskolens skoleleder, Jan Pedersen, har sendt til elevernes forældre via skoleplatformen Aula.

'I dag var 8. klasserne efter et online undervisningsmodul kl. 9-9.45 vidne til lyde af sex mellem to voksne,' lyder det i beskeden, som fortsætter:

'Lyden kom med ind i elevernes og lærernes online univers, da de lige efter, at undervisningen er slut kl. 9.45 afklarede de sidste spørgsmål efter undervisningen. Lyden når eleverne gennem en af skolens medarbejdercomputere, som man tror er slukket.'

Skoleleder Jan Pedersen bekræfter overfor Se og Hør, at hændelsen har fundet sted, og han beklager nu situationen:

»Det var jo en fejl, at det skete. Og det kan man sige, det er jo også det, jeg har skrevet ud til forældrene. Det beklager jeg dybt. Og det håber vi selvfølgelig aldrig nogensinde vil gentage sig for nogen igen. Hverken hos os eller alle mulige andre steder,« udtaler han.

Trods alt var det kun lyden af den seksuelle akt, der nåede eleverne – og ikke en decideret live videostreaming af samlejet. Det fremgår af Aula-beskeden, hvor skolelederen også påpeger netop det faktum.

'Jeg vil skynde mig at sige, at der ikke er tale om andet end lyd. Men det er naturligvis også alvorligt.'

Det fremgår ikke af beskeden, hvorvidt det er læreren selv, der har haft samlejet, eller det er to andre parter, der har været i nærheden af computeren.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra skolelederen, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.