Den unge beboer havde det dårligt, havde selvmordstanker og ønskede ikke at være alene.

Det havde beboeren adskillige gange fortalt til personalet på det psykiatriske bosted Ørbækskilde i Fårevejle.

Men ordene blev ignoreret.

Ørbækskilde dannede for knap to måneder siden rammerne for et brutalt drab. Nu viser det sig, at kommunen allerede et år inden drabet kritiserede Ørbækskilde i skarpe vendinger for en lang række forhold.

Politi ved bosted i Fårevejle, hvor en 29-årig mand blev dræbt onsdag 30. december 2020. (Foto: Jokum Tord Larsen/Ritzau Scanpix)
Politi ved bosted i Fårevejle, hvor en 29-årig mand blev dræbt onsdag 30. december 2020. (Foto: Jokum Tord Larsen/Ritzau Scanpix) Foto: Jokum Tord Larsen
Vis mere

I en såkaldt bekymringshenvendelse til Socialtilsyn Øst i 2019 skriver kommunen, hvordan en ansat på Ørbækskilde tog med den selvmordstruede beboer på indkøb.

Her købte beboeren medicin til brug for selvmord, mens den ansatte gjorde egne indkøb i en anden butik.

Beboeren vidste, nøjagtig hvor mange piller der skulle indtages for at få hjælp i psykiatrien – en hjælp, som beboeren har følt, var nødvendig for at komme væk fra Ørbækskilde.

Oplysningerne fremgår af den skrivelse, som jobcenteret i Odsherred Kommune sendte til Socialtilsyn Øst i april 2019, og som B.T. har fået aktindsigt i.

Inden beboeren indtog den potentielt dødelige dosis piller, fortalte vedkommende personalet, at der også var indkøbt barberblade til at gøre en ende på livet.

Personalet på Ørbækskilde fjernede barberbladene, men fulgte ikke op på beboeren, som endte med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling efter sit selvmordsforsøg.

Der var ingen fra Ørbækskilde, der besøgte eller kontaktede beboeren under indlæggelsen, fremgår det af jobcenterets skriv.

Og beskrivelsen af forløbet med den konkrete beboer er langtfra det eneste, som jobcenteret i Odsherred Kommune finder bekymrende på bostedet i 2019 – året inden den 29-årige socialpædagog Yamma Ahamadzai blev myrdet af en af stedets beboere.

Yamma Ahamadzai havde store drømme og mod på tilværslen.
Yamma Ahamadzai havde store drømme og mod på tilværslen.
Vis mere

Jobcenteret i Odsherred Kommune skriver ligeledes, at samarbejdet med Ørbækskilde generelt er dårligt.

'Ørbækskilde aflyser ofte jobsamtaler i jobcenteret eller aktiviteter på beboernes vegne eller undlader helt at give besked, hvilket ses som bekymrende, da det ni ud af ti gange er uden begrundelse, og uden at sagsbehandlerne må snakke med beboerne selv,' skriver de.

En af kommunens mentorer havde på et tidspunkt kontaktet bostedet, efter at en beboer ikke var dukket op til en aftalt aktivitet.

Her havde bostedet sagt til mentoren, at vedkommende ikke kunne snakke med beboeren, at man ikke vidste, hvor beboeren var, og at mentoren ikke skulle dukke op på Ørbækskilde.

Bostedet Ørbækskilde i Fårevejle, hvor den 29-årige socialpædagog Yamma Ahamdzai blev myrdet 30. december 2020, da han var alene på arbejde.
Bostedet Ørbækskilde i Fårevejle, hvor den 29-årige socialpædagog Yamma Ahamdzai blev myrdet 30. december 2020, da han var alene på arbejde. Foto: Trina Nielsen
Vis mere

Beboerne skal så vidt muligt selv forsøge at ordne praktiske ting i hverdagen for at udvikle sig, men under kommunens samtaler med beboerne kom det frem, at 'det er personalet, der udfører rengøring, tøjvask, indkøb, madlavning med mere. Hvis dette overhovedet udføres.'

Beboerne skulle have oplyst, at der ikke findes hverken pligter eller aktiviteter på Ørbækskilde – blot at de selv kan vælge, hvornår eller om de vil se tv med personalet.

Professor i socialret ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher har læst bekymringshenvendelsen, og hun finder flere af punkterne foruroligende.

»Det er meget bekymrende, hvis sagsbehandlerne fra kommunen ikke må snakke med beboerne. Det er meget vigtigt, at der er nogen, der fører tilsyn med den her type sårbare borgere. Hvis der bliver rejst mistanke om, at tingene ikke er, som de burde være, så må man jo gribe ind straks. Og det har man jo ikke gjort – eller hvad?« siger hun og fortsætter:

»Jeg mener, at de fra tilsynets side også burde have talt med kommunen – for hvorfor skulle de sidde og finde på de ting?«

Som reaktion på bekymringshenvendelsen i 2019 bad Socialtilsyn Øst om en redegørelse fra Ørbækskilde.

I redegørelsen skriver bostedet, at de ikke genkender kommunens udlægning.

Om den konkrete episode med beboeren, der forsøgte selvmord, skriver de, at vedkommende blev tilbudt samtale og omsorg over flere dage.

Ligesom de skriver, at beboerne er voksne mennesker, der må gøre egne indkøb uden personalets overvågning.

»Ørbækskilde bad Socialtilsynet om at agere mægler mellem kommune og Ørbækskilde, men det afslog tilsynet,« fortæller juridisk konsulent ved Socialtilsyn Øst André Façon.

Fire måneder efter henvendelsen fra kommunen tog Socialtilsynet ud for at udføre sit årlige tilsyn på bostedet, som de havde anmeldt på forhånd - og om besøget skriver de blandt andet:

'Det vurderes, at tilbuddets nuværende indsats i høj grad resulterer i udvikling hos målgruppen og medvirker til trivsel hos de unge. Der er tale om et kompetent tilbud, der arbejder med afsæt i en klar målgruppebeskrivelse og med faglige tilgange og metoder i forhold til målgruppens særlige behov.'

B.T. har været i kontakt med forstander på Ørbækskilde Pernille Trane, der ikke ønsker at kommentere B.T.s nye oplysninger.