Der har været talrige spekulationer og anklager omkring, hvad der helt præcist skete, da basketball-stjernen Kobe Bryant, hans 13-årige datter og syv andre døde i en helikopterulykke sidste år.

Men tirsdag er et hold efterforskere kommet med den sandsynlige årsag til det tragiske helikopterstyrt.

Ara Zobayan, som piloten hed, havde nemlig forbud mod at flyve i tåge, men gjorde det alligevel den morgen i slutningen af januar sidste år. Det konkluderer formand for National Transportation Safety Board (NTSB), Robert Sumwalt, ifølge Reuters og AFP.

Dermed mener efterforskerne altså, at piloten forbrød sig imod reglerne for helikopterflyvning.

Foto: MARK RALSTON
Vis mere

»Piloten fløj under visual flight-ordrer, som lovmæssigt forbød ham at flyve gennem skyerne,« siger NTSB-formanden ifølge AFP.

Da det skete, blev han formentlig desorienteret, konkluderer efterforskerne.

»Bestyrelsen vil diskutere fænomenet spatial desorientering, en kraftfuld følelse, der forvirrer piloter, som mister visuelle referencer, og hvilken type træning der kan være effektiv mod denne effekt,« siger Sumwall.

Piloten fortalte kort inden ulykken over radioen, at han forsøgte at stige op og ud af tunge skyer i Los Angeles-området. Men faktisk var han på vej nedad, kort inden helikopteren ramte ind i siden af en bakke. Det kom frem sidste år.

Kobe Bryant sammen med sin datter Gigi. Begge afgik ved døden i helikopterulykken.
Kobe Bryant sammen med sin datter Gigi. Begge afgik ved døden i helikopterulykken. Foto: USA TODAY USPW
Vis mere

Der var ikke en sort boks om bord, der har kunnet gøre myndighederne klogere på, hvad der præcis skete inden ulykken, og derfor har NTSB skullet forsøge at finde frem til, hvad der menes at have ført til ulykken, hvor Kobe Bryant, hans datter Gianna og syv andre – inklusive Zobayan – mistede livet.

Det er tidligere blevet slået fast, at helikopteren ikke blev ramt af en 'kritisk mekanisk fejl', ligesom obduktionen af Zobayan frikendte ham for at have fløjet i påvirket tilstand.

Kobe Bryant og de andre personer i helikopteren var 26. januar på vej til en basketball-turnering, hvor Bryants datter skulle deltage, da ulykken skete nær Los Angeles-forstaden Calabasas.

Bryants enke, Vanessa Bryant, har tidligere givet piloten skylden for ulykken og sagsøgt firmaet, der ejede helikopteren.

Helikopteren styrede ned i det bjergrige Calabasas-område uden for Los Angeles.
Helikopteren styrede ned i det bjergrige Calabasas-område uden for Los Angeles. Foto: MARK RALSTON
Vis mere

Kobe Bryant regnes for at være blandt de største basketballspillere nogensinde.

Han stoppede sin aktive karriere i 2016, og nåede at vinde fem NBA-mesterskaber med Los Angeles Lakers. En organisation, han repræsenterede i alle sine 20 år i ligaen.

Kobe Bryant blev 41 år.