»Det er fuldstændigt vanvittigt det her,« siger Sohrab Ahamadzai.
Hans hæse stemme vibrerer i røret. Han er næsten lige vågnet. Vågnet til nyheden om, hvorfor en psykisk syg beboer blev vred og stak hans storebror ihjel.
Sohrabs storebror, den 29-årige socialpædagog Yamma Ahamadzai, var alene på arbejde på bostedet Ørbækskilde 30. december, da en konflikt med en 19-årig beboer opstod.
Den 19-årige skulle køres hen til et testcenter for at få foretaget en coronatest. Men han ville for alt i verden ikke køres af Yamma Ahamadzai.
Og da den medarbejder, som han gerne ville køres af, befandt sig på bostedets anden adresse, gik den 19-årige amok og råbte og skreg, mens han kastede med møbler.
»Det chokerer mig virkelig. Når man tænker, at det er et så lille problem, der er skyld i, at min bror skulle dø. Han passede bare sit arbejde. Min bror fik frataget sit liv på grund af en konflikt om en coronatest. Det er helt utroligt, mand,« siger Sohrab Ahamadzai.
Der bliver stille. Kun lyden af hans hurtige vejrtrækning bevidner, at han stadig er i den anden ende.
»Det her gør faktisk allermest ondt,« siger han så:
»Det gør mere ondt på mig nu, end før jeg vidste, hvad der var årsagen til min brors død.«
Detaljen om, at det var kørsel til en coronatest, der udløste konflikten, har været streget over i de aktindsigter og redegørelser, B.T. og familien Ahamadzai har kunnet læse.
Men i et svar fra social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) til Liselott Blixt (DF) er denne detalje netop kommet frem.
Og lillebroren forstår ikke, hvorfor det først kommer frem nu:
»Det undrer mig, at Ørbækskilde ikke skrev det i den første redegørelse, som vi har kunnet læse. Det er jo nogle relevante informationer. Hvorfor skjule det?«
Generelt er Sohrab Ahamadzai og resten af familien skuffede og kede af, at de ingenting får at vide.
»Vi mangler at blive involveret som familie. Vi får nul informationer. Politiet sagde også til mig, at de ville holde os opdateret, men vi hører intet. Vi skal selv rende efter folk for at få noget at vide,« siger han og fortsætter:
»Tænk, at det er B.T., der skal ringe og fortælle os den slags oplysninger. Det er virkelig skuffende, det her – på alle punkter.«
Det er fem uger siden, at en forbipasserende fandt Yamma Ahamadzai ude på vejen foran bostedet i Fårevejle.
Hans krop var fyldt med adskillige knivstik, den ene side af ansigtet var også tydeligt medtaget, ligesom hans nakke var helt rød.
Sohrab Ahamadzai så sin brors lig kort efter på Rigshospitalet. Det var tydeligt, at Yamma havde kæmpet for sit liv, siger broren. Han ville ønske, at han havde været ved hans side og kæmpet sammen med ham.
»Jeg drømmer om min bror hver nat,« siger Sohrab Ahamadzai, inden han fortsætter:
»Jeg er næsten lige stået op fra en drøm om min bror. Det påvirker mig så meget det her. Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal komme videre.«
Heldigvis er det ikke den forpinte Yamma, han så på Rigshospitalet, der dukker op i drømmene og taler til ham.
»Han siger, at han har det godt. Han prøver at trøste mig og siger, at jeg ikke skal være så ked af det. Og det er sådan, min bror altid har været – lige meget hvad har han altid villet have, at alle omkring ham skulle have det godt,« fortæller Sohrab Ahamadzai.
I det lille hjem i Tilst føles der tomt, og familien er ikke længere en sammenhængende familie.
»Livet er gået i stå herhjemme. Vi laver ikke så meget. Vi går alle til krisepsykolog,« siger Sohrab Ahamadzai og fortæller, at de selv måtte opsøge hjælp, da bostedet ikke gjorde noget.
Skuffelsen over ledelsen på Ørbækskilde er noget af det, der fylder allermest for familien, fortæller lillebroren:
»Gennem forskellige mennesker har jeg fået at vide, at den 19-årige ikke har været tryg ved min bror. Og min bror havde også fortalt os, at han heller ikke selv var tryg ved den 19-årige. Jeg er sikker på, at ledelsen har vidst det, men de har bare vendt det blinde øje til,« siger han og fortsætter:
»Tænk, at de har ladet min bror være alene med den 19-årige og sat ham til at køre ham.«
Sohrab Ahamadzai siger, at i hans øjne bærer den 19-årige kun 50 procent af skylden for, at hans bror er død.
»Det er mindst lige så meget ledelsen på Ørbækskilde og hele systemet, der skyld i det. Hvis ledelsen for en gangs skyld havde ladet være med at tænke på økonomi og i stedet øget sikkerheden og haft flere medarbejdere på stedet, så var det ikke sket,« siger han.
