Kort før nytår blev den 29-årige Yamma Ahamadzai dræbt, mens han var på arbejde på det socialpsykiatriske bosted Ørbækskilde i Odsherred.

Nu er der kommet nye detaljer frem om, hvad der skete i tiden op til drabet.

I et svar til folketingsmedlem Liselott Blixt (DF), der har stillet spørgsmål om sagen, fortæller socialminister Astrid Kragh (S), at den 19-årige mandlige beboer – der sidder anholdt og sigtet for at have dræbt den 29-årige socialpædagog 30. december – skulle testes for covid-19.

Men den sigtede var angiveligt sur over, at det var den 29-årige, der skulle køre ham hen til testen:

»Forud for drabet var der en episode, hvor beboeren (den formodede drabsmand, red.) var utilfreds med, at det var medarbejder X (Yamma Ahamadzai, red.), der skulle køre ham til en test for covid-19,« oplyser ministeren på baggrund af en redegørelse, som hun har fået fra Socialtilsyn Øst.

»I stedet ønskede han at blive kørt af medarbejder Y (en anden ansat, red.). Da det ikke kunne lade sig gøre, blev beboeren vred.«

Den formodede gerningsmand gik derefter op til sig selv på det socialpsykiatriske bosted.

Yamma Ahamadzai var på det tidspunkt alene på bostedet, mens en anden medarbejder befandt sig på et andet bosted nogle kilometer væk.

Yamma Ahamadzai havde store drømme. Han blev 29 år.
Yamma Ahamadzai havde store drømme. Han blev 29 år. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Medarbejder X (Yamma Ahamadzai, red.), som var i samme hus som beboeren (den formodede gerningsmand, red.), vurderede, at det ikke var nødvendigt at være to medarbejdere omkring beboeren. Medarbejderne aftalte at lade beboeren være, til han selv kom tilbage, hvilket ifølge oplysninger fra Socialtilsyn Øst er en konfliktløsningsmodel, som tidligere er aftalt med beboeren,« skriver Astrid Kragh og tilføjer:

»Drabet sker inden for en halv time derefter.«

Yamma Ahamadzais lemlæstede krop blev fundet ude på vejen foran bostedet af en forbipasserende.

Den 19-årige beboer fra stedet blev efterfølgende anholdt og sigtet for at have stukket Yamma Ahamadzai ihjel.

I sit svar skriver socialminister Astrid Krag videre, at det 'berører hende dybt', at man endnu en gang har oplevet en medarbejder på et socialpsykiatrisk botilbud miste livet under udførelse af sit arbejde:

»Jeg er meget optaget af at styrke det voldsforebyggende arbejde, og derfor er jeg glad for, at der med aftalen om reserven på socialområdet for 2021-2024 har været enighed om at afsætte midler til, at Socialstyrelsens indsatsteam i 2021 og 2022 kan fortsætte med at hjælpe endnu flere botilbud med at forebygge vold,« skriver hun.