»Se det her sted, hvor jeg arbejder. Kan I se, hvor det ligger? Det er ligesom en spøgelsesby. Det er et smukt sted, men her er også farligt. Nogle af dem er vanvittige, og må Gud redde eller beskytte dem i det her øde område.«

Ordene kommer fra Yamma Ahamadzai i en video, han inden sin død sendte hjem til familien i Aarhus. Han ville gerne vise dem det område, han befandt sig i, når han var på arbejde som socialpædagog på bostedet Ørbækskilde i Veddinge.

Her udlevede han sin drøm om at hjælpe og beskytte udsatte borgere med psykiske lidelser – de samme borgere, der på brutal vis endte med at tage livet af ham 30. december i en alder af blot 29 år.

Yamma Ahamadzais lemlæstede krop blev fundet ude på vejen foran bostedet af en forbipasserende. Det samme sted, den unge mand næste dag klokken 14 skulle være blevet samlet op af et GoMore-lift hjem til nytår med familien.

Et sidste farvel til Yamma Ahamadzai.
Et sidste farvel til Yamma Ahamadzai. Foto: Camilla Bøgeholt Lund
Vis mere

En 19-årig beboer fra stedet er anholdt, sigtet for at have stukket Yamma Ahamadzai ihjel, mens han var alene på arbejde.

Ørbækskilde har redegjort for, hvorfor de lod Yamma Ahamadzai arbejde alene den dag, ved at sige, at de vurderede, at der ikke var nogen 'forhøjet risikovurdering hos nogen af de enkelte borgere'.

B.T.s oplysninger, som vi kommer ind på senere, viser dog noget lidt andet.

Før vi koncentrerer os mere om Yamma Ahamadzais død – som B.T. vil fortsætte med det næste stykke tid – så lad os se nærmere på hans liv.

Yamma Ahamadzai havde store ambitioner om at hjælpe udsatte og psykisk syge borgere. Han havde selv haft det svært i sin barndom, og det var det, der drev ham.
Yamma Ahamadzai havde store ambitioner om at hjælpe udsatte og psykisk syge borgere. Han havde selv haft det svært i sin barndom, og det var det, der drev ham. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

B.T. er på besøg hos Yamma Ahamadzais familie i den lille by Tilst uden for Aarhus, hvor buketterne bugner, og tårerne flyder.

I 2000 flygtede Yamma sammen med sin mor, far, to yngre brødre og lillesøster fra krigen i Afghanistan til den noget tryggere muldjord i Jylland.

Børnebillede af Yamma Ahamadzai som den højeste af børnene, sammen med sine to yngre brødre, lillesøster og mor og far.
Børnebillede af Yamma Ahamadzai som den højeste af børnene, sammen med sine to yngre brødre, lillesøster og mor og far. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Det var ikke nemt for Yamma Ahamadzai at falde til, og familien beskriver hans barndom som hård. Men som lillebroren fortæller, gav hans modgang i barndommen ham kun mere blod på tanden:

»Han vendte det om og brugte det til at få en uddannelse og gøre en forskel ved at hjælpe de udsatte borgere. Det var det, han brændte for. Og det, han forsøgte at motivere andre unge til; 'gør en forskel – livet er for godt til at lade gå til spilde',« siger den 25-årige lillebror Sohrab Ahamadzai.

I juni 2016 gik en af Yammas helt store drømme i opfyldelse, da han blev færdiguddannet pædagog fra VIA University College i Aarhus.
I juni 2016 gik en af Yammas helt store drømme i opfyldelse, da han blev færdiguddannet pædagog fra VIA University College i Aarhus.
Vis mere

I juni 2016 brød Yamma Ahamadzai for alvor fri fra sin fortid, da han, omringet af sin stolte familie, trådte ud fra VIA Univeristy College i Aarhus med hænderne over hovedet og en ny titel som færdiguddannet pædagog.

Han begyndte som vikar på bostedet Ørbækskilde i sommer, og i ugerne og månederne efter han var begyndt, fortalte han både familie og venner, at han følte sig utryg blandt beboerne.

»Han har ofte beklaget sig til mig og sagt, at han var utryg og bange derhenne. Han har fortalt, at 'de her borgere har ikke været ordentlige og søde mod mig. Jeg ved ikke helt, hvad årsagen er, men de behandler mig ikke så godt',« siger Yammas far.

Resten af familien nikker. De havde især hørt meget om en 19-årig tyrkisk dreng, der gjorde Yamma Ahamadzai utryg i det daglige.

Familien er samlet i det lille hus i Tilst for at mindes deres søn og bror.
Familien er samlet i det lille hus i Tilst for at mindes deres søn og bror. Foto: Camilla Bøgeholt Lund
Vis mere

»Min bror har sagt et par gange til mig, at den 19-årige tyrkiske dreng har truet ham og været ubehagelig over for ham. Men min bror har prøvet at danne en relation til ham og ændre det had, han havde til min bror,« siger Sohrab Ahamadzai.

Om der er tale om samme 19-årige, som er mistænkt for drabet, er uvist.

Men en redegørelse, Ørbækskilde har sendt til Socialtilsyn Øst, som B.T. har fået indsigt i, viser, at den 19-årige formodede drabsmand i løbet af dagen op til mordet skulle have råbt og skreget og kastet med stole, mens Yamma Ahamadzai var alene med ham og fire andre beboere.

Bostedet Ørbækskilde skriver i en pressemeddelelse, at de ikke kunne have forudset drabet – ligesom de i redegørelsen siger, at der på drabsdagen ikke var nogle advarselslamper, der blinkede i forhold til den 19-årige, da 'beboerens adfærd ikke vurderedes forskellig fra pågældendes normale adfærdsmønster, og der ikke var tegn på udadreagerende adfærd'.

Yamma var glad for livet og havde fundet en drivkraft i at hjælpe svage og psykisk syge borgere med at prøve at se det positive i livet og ikke lade det gå til spilde.
Yamma var glad for livet og havde fundet en drivkraft i at hjælpe svage og psykisk syge borgere med at prøve at se det positive i livet og ikke lade det gå til spilde.
Vis mere

Dette er på trods af Arbejdstilsynets vurdering, de foretog dagen efter drabet, hvor de gav bostedet to strakspåbud. Her fremgik det, at den 19-årige er kendt for at smadre genstande, være verbalt truende og i sommer har skubbet hårdt til en ansat, da den ansatte ville forhindre, at beboeren angreb en person, hvis navn i rapporten er streget ud.

Og ifølge familien skulle Yamma Ahamadzai flere gange have fortalt, at han følte sig truet af denne 19-årige. Også til ledelsen.

Yamma Ahamadzai er ikke den eneste ansatte på Ørbækskilde, der har været alene på vagt og blevet truet på livet. Det har den 62-årige socialpædagog Dorthe Pedersen også oplevet.

»Jeg frygtede, det ville ske. Riisvej er et farligt sted at være,« siger Dorthe Pedersen til Fagbladet FOA.

Politi ved bosted i Fårevejle, hvor en 29-årig mand blev dræbt onsdag 30. december 2020. (Foto: Jokum Tord Larsen/Ritzau Scanpix)
Politi ved bosted i Fårevejle, hvor en 29-årig mand blev dræbt onsdag 30. december 2020. (Foto: Jokum Tord Larsen/Ritzau Scanpix) Foto: Jokum Tord Larsen
Vis mere

Hun blev i august 2017 sat til at passe en domsanbragt, psykisk syg mand alene, selvom hun havde sagt til ledelsen, at hun ikke ønskede at være alene med ham. Det endte med, at manden greb en kniv og truede hende, inden hun med lidt held fik talt ham til ro.

Efter oplevelsen forlangte hun, at ledelsen nedskrev retningslinjer for, hvordan de håndterede den slags. Det blev aldrig efterkommet, og efter en kortere sygemeldingsperiode blev Dorthe Pedersen i november 2017 fyret.

Og netop ledelsen kritiserer familien Ahamadzai.

»Ledelsen vil ikke give os indsigt i de papirer, de må have på Yamma. Der er noget galt. Der er noget, ledelsen dækker over,« siger lillebroren Sohrab Ahamadzai.

Der bliver stille i det lille hjem. Kun morens hulken fylder stuen.

Det er stadig svært at forstå for familien, at de aldrig skal se Yamma igen.
Det er stadig svært at forstå for familien, at de aldrig skal se Yamma igen. Foto: Camilla Bøgeholt Lund
Vis mere

»Han er blevet decideret mishandlet,« siger Sohrab Ahamadzai så.

To dage efter drabet var hele familien på Rigshospitalet og se Yamma Ahamadzais lig. Og det er tydeligt at se, at han har kæmpet for sit liv, siger broren.

Han er nemlig ikke kun blevet stukket i bryst- og maveregion. På hans store overarme ses større, åbne sår, der ifølge familien viser, at han har forsøgt at skærme sig fra angrebet.

»Min bror var en stor, stærk mand. Det er umuligt, at en 19-årig dreng med en diagnose kan slagte min bror på den måde,« siger Sohrab Ahamadzai.

Yamma Ahamadza sammen med sine stolte forældre. Vedkommende, der dræbte Yamma, slog ikke kun ham ihjel – vedkommende slog en hel familie ihjel, siger Yammas mor.
Yamma Ahamadza sammen med sine stolte forældre. Vedkommende, der dræbte Yamma, slog ikke kun ham ihjel – vedkommende slog en hel familie ihjel, siger Yammas mor.
Vis mere

Moren forsøger at kontrollere sin gråd, inden hun fortæller om den følelse, hun sidder tilbage med, nu, hvor hendes søn er blevet taget fra hende:

»Vi flygtede fra Afghanistan, for at vi kunne føle os sikre. For at mine børn kunne leve i sikkerhed. Så mister jeg min søn, blot fordi han tager på arbejde. Det er ligesom at få en kniv i hjertet for mig,« siger moren, der for første gang udtaler sig efter sin søns død:

»Med min dreng har de også taget livet af mig og hele min familie. Det er ikke én persons død – det er hele familiens død. Og jeg forventer retfærdighed. Min søn skal ikke forlade denne verden uden retfærdighed.«

Hvad ville Yamma sige til jer nu, hvis han kunne sige noget?

»Han er jo altid meget positiv, så han ville nok se den positive side og sige, at nu skulle vi gøre en forskel for andre, så det ikke sker igen,« siger Yammas lillesøster Rita Ahamadzai, inden broren Sohrab Ahamadzai tager ordet:

»Hvis vi kan sørge for, at der ikke er endnu en socialpædagog, der mister sit liv, så ville det være en kæmpe lettelse for min bror. Måske kan det være det, der giver min brors sjæl ro.«

B.T. har været i kontakt med leder og forstander på bostedet Ørbækskilde, Pernille Trane, der ikke har lyst til at udtale sig og henviser til deres pressemeddelelse.

Midt- og Vestsjællands politi har fra start oplyst, at de ikke leder efter andre gerningsmænd, og at det stadig forholder sig sådan, bekræfter politiet fredag over for B.T.