»Det, jeg føler, man køber her, det er en ressource, som har styr på Danmark. Det er dig. Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal bruge jer andre til.«

Med sådan en udmelding fra 'løve' og investor Jesper Buch i torsdagens afsnit af 'Løvens hule' stod tre kompagnoner og måbede, da Jesper Buch ikke ville have noget med de andre at gøre, men derimod kun Anthon Louis.

»Jeg har ikke brug for dig, jeg har ikke brug for dig. Jeg har brug for dig,« siger Jesper Buch og peger på Anthon Louis, og det er ikke noget, Anthon Louis ser let på.

»Jeg blev sygt smigret, da han sagde det. Det var på ingen måde noget, vi havde forberedt os på kunne være et scenario,« fortæller han grinende til B.T., der samtidig fortæller, at han snart går fuldtids i virksomheden.

Jesper Buch er iværksætter og grundlægger af Just-Eat. Han var mest interesseret i Anthon Louis og ønskede derfor at købe de andre ud af virksomheden.
Jesper Buch er iværksætter og grundlægger af Just-Eat. Han var mest interesseret i Anthon Louis og ønskede derfor at købe de andre ud af virksomheden. Linda Kastrup

Anthon er et af ansigterne bag 'Bare En T-shirt', et firma, han har sammen med tre venner – Frederik, Frederik og Mathias. De sælger kun T-shirt 'uden for meget støj', som de selv siger.

Men drengene vidste godt, at tilbuddet fra Jesper Buch ikke var et tilbud, der var en reel mulighed for dem, og derfor takkede de nej.

»Det var et meget sjovt tilbud. Vi vidste godt, at det ikke var et aktuelt tilbud.«

I stedet løb løverne Jacob Risgaard og Christian Arnstedt med 'sejren', da 'Bare En T-shirt'-holdet takkede ja til 'løvernes' tilbud om at overtage 25 procent af virksomheden for en investering på en million kroner.

'Løvens hule'.
'Løvens hule'. Per Arnesen

»Der er sket en masse, så vi er først ved at skulle i gang med hele processen nu. Men til gengæld har vi glædet os meget til at komme i gang, og det kan næsten ikke gå galt,« fortæller 'løve' Jacob Risgaard til B.T.

»Det kan godt være, at det tager længere tid end forventet, men det skal nok blive godt. Jeg forventer, at den erfaring, jeg har med mine andre firmaer kombineret med det, Christian Arnstedt har, bliver et godt samarbejde. Det kan ikke andet end at skabe et fedt team.«

Og det er kun noget, som den anden investor, Christian Arnstedt, er enig i.

»Det er en rigtig sjov case, de har lavet. Det er et simpelt koncept, men et godt koncept. Blandt andet kommer Anthon med en farverig marketingbaggrund. Så samlet set er det en sjov virksomhed og et stærkt hold, vi har.«