B.T. kan nu fortælle helt nye detaljer i sagen om drabet på den 29-årige Yamma Ahamadzai, der på brutal vis blev dræbt af knivstik kort før nytår på bostedet Ørbækskilde i Veddinge i Vestsjælland.

I et såkaldt strakspåbud fra Arbejdstilsynet, som B.T. har fået aktindsigt i, har ledelse og medarbejdere herunder forstander Pernille Trane redegjort for den 19-årige mistænkte gerningsmands mentale tilstand.

Det er grove løjer.

Ifølge rapporten smadrer han ting, når han ikke får sin vilje.

Yamma elskede at arbejde som socialpædagog. Et job, der endte med at tage livet af ham.
Yamma elskede at arbejde som socialpædagog. Et job, der endte med at tage livet af ham.
Vis mere

'Han har flere gange smadret ruder med de bare næver med egne fysiske skader til følge,' står der i rapporten, som blev lavet lige efter drabet.

Desuden har han flere gange slået hul i væggen. I sommer skubbede han også hårdt til en ansat, ligesom hans sprogbrug over for ansatte er grænseoverskridende. Blandt andet har han råbt til en ansat 'jeg knepper dig og også din mor, din luder'. Han kalder også de ansatte for 'kæmpe idiot' og 'svin'.

Som B.T. kunne fortælle tirsdag, var Yamma Ahamadzai alene på arbejde, da han blev brutalt knivmyrdet af den 19-årige mand.

Ifølge en anden redegørelse, Ørbækskilde har sendt til Socialtilsyn Øst, var den formodede gerningsmand kort før drabet 'i godt humør'.

Men et eller andet triggede ham klokken 14.15 den 30. december 2020. Den formodede gerningsmand blev vred og ringede til en af Yamma Ahamadzais kollegaer, som var på en anden af bostedets afdelinger to en halv kilometer væk.

Her råbte den 19-årige formodede gerningsmand i telefonen, og det kunne høres, at han væltede ting i baggrunden.

Den 19-årige afbrød samtalen.

Efterfølgende – omkring klokken 14.30 – fortalte Yamma Ahamadzai sin kollega på den anden afdeling, at der var faldet ro på.

Politi ved bosted i Fårevejle, hvor en 29 årig mand blev dræbt onsdag den 30. december 2020.
Politi ved bosted i Fårevejle, hvor en 29 årig mand blev dræbt onsdag den 30. december 2020. Foto: Jokum Tord Larsen
Vis mere

Den 19-årige havde væltet nogle stole og var gået hen på sit værelse.

Kort efter blev Yamma Ahamadzai slået ihjel.

Yamma bliver fløjet til Holbæk Sygehus med helikopter, men hans skader var så alvorlige, at hans liv ikke stod til at redde, og han blev erklæret død på sygehuset.

Arbejdstilsynet er stærkt kritiske over for forholdene på Ørbækskilde og mener ikke, at bostedet har været i stand til at sørge for medarbejdernes sikkerhed.

Blandt andet fremgår det, at 'flere af beboerne kan blive vrede og udadreagerende, hvis deres behov ikke opfyldes'.

Desuden har beboerne diagnoser som paranoid skizofreni og personlighedsforstyrrelse. Beboerne misbruger også med jævne mellemrum hårde stoffer uden for bostedet, og de kommer tilbage i påvirket tilstand.

'Beboerne er for nogles vedkommende behovsstyrede og uforudsigelige i deres adfærd, og der er løbende konflikter med beboerne, når deres behov ikke opfyldes,' står der i rapporten fra Arbejdstilsynet.

Desuden  fremgår det, at nogle af beboerne ligger inden for det område, man kalder 'mental retardering'.

B.T. har tidligere talt med Sohrab Ahamadzai, der er lillebror til den nu afdøde 29-årige Yamma Ahamadzai.

»Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at det her kunne ske,« lød det fra lillebroderen.

Han er målløs og kan ikke forstå, at hans bror er væk for altid.