Ét minut før nyheden ramte pressen, fik Jakob Ellemann-Jensen en kort sms. Den var fra Inger Støjberg.
Hun melder sig ud af Venstre.
Det havde Inger Støjbergs kredsformand i Skive, Susanne Rusbjerg, allerede vidst i 'en lille uges tid'. Det samme havde en lille, tæt kreds af politiske kollegaer i et par dage, erfarer B.T.
»Jeg har diskuteret det løbende med Inger (Støjberg, red.), og man bliver nødt til at være loyal over for sin kandidat, når man sidder med den viden, jeg har haft. Inger har helt selv styret, hvordan og hvornår hun fortalte det til partiledelsen,« siger Susanne Rusbjerg til B.T.

Dermed besluttede Inger Støjberg senest i slutningen af sidste uge, at hendes tid i Venstre var forbi. Og da hun tirsdag blev sendt for en rigsret af et flertal i Folketinget, var det også planlagt, at nyheden skulle ud to dage senere.
»Man anklager ikke nogen, hvis man mener, de gjorde det rigtige. Det vidner om en ting: ingen rygrad,« sagde Inger Støjberg tirsdag – med direkte reference til Venstres folketingsgruppe, hvor 32 af 41 stemte for rigsretstiltalen.
Kilder internt i Venstre beretter, at det dårlige forhold mellem Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen har stået på i lang tid. Uenigheder i konkrete sager og diskussioner om ansættelser i partiet har trukket dem længere og længere fra hinanden.
Men telefonlinjen mellem de to blev helt slukket i sidste uge, hvor Inger Støjberg søndag sendte en mail til folketingsgruppen. En mail, som få timer senere var lækket til blandt andet B.T.

»Sagen er den, at jeg i et par dage har været indlagt på Aalborg Universitetshospital. Derfor har jeg ikke været så tilgængelig,« skrev hun.
Mailen kom efter, at gruppeformand Karsten Lauritzen (V) flere gange havde forsøgt at få et møde med Støjberg, mens hun åbenbart lå indlagt.
Ifølge mailen oplyser hun dog på intet tidspunkt Karsten Lauritzen om, at hun er syg, men afviser derimod at mødes af 'personlige omstændigheder'.
Internt i Venstre har mailen delt folk i to lejre. En ene lejr er uforstående over for ledelsens pres på Inger Støjberg, mens den anden lejr mener, at Støjberg burde have skrevet til Karsten Lauritzen, at hun var indlagt.

Det samme mener Jakob Ellemann-Jensen.
»Vi har lagt en nænsom linje, og det skal man også, når et menneske står i en så svær situation, som Inger Støjberg gør,« siger han og fortsætter:
»Hvis man er på en anden arbejdsplads, så siger man det til sin arbejdsgiver, når man er syg. Det burde også være naturligt at gøre til sin gruppeformand.«
»Vi har taget hensyn (til Inger Støjberg, red.). Vi har måske også taget lidt for mange hensyn,« siger han.

De seneste ugers benhårde konflikt blev også skåret ud i pap, da Inger Støjberg torsdag formiddag meldte sig ud af Venstre. I et interview med Skive Folkeblad stod angrebene på Jakob Ellemann-Jensen og 'Christiansborg-Venstre' i kø.
»Vi står ved begyndelsen til en indvandringsbølge. Og den erkendelse mangler Venstres ledelse. Hvis Venstre igen skal være et stort parti og igen have statsministerposten, så kræver det en stram og troværdig udlændingepolitik. Jeg tror ikke længere, at vi kommer dertil med Jakob Ellemann-Jensen som formand. Jeg tror ikke, han bliver statsminister,« sagde hun til Skive Folkeblad.
Men efterfølgende har Inger Støjberg ikke kunnet pege på, hvad der præcist er slapt ved Venstres udlændingepolitik.
Det får Jakob Ellemann-Jensen til at beskylde hende for at turnere med usandheder.
»Det er lodret forkert (at Venstre har en slap udlændingepolitik, red.). Det er en stråmand, et behov for at finde en undskyldning, en bortforklaring,« siger han og henviser til, at Venstre onsdag fremlagde et udspil med skrappe krav til flygtninge og indvandrere.
Men kampen om sandheden fortsætter herfra. Mens Jakob Ellemann-Jensen forklarer Støjbergs exit med personlige motiver, mener hun, at det primært handler om politiske uenigheder.
Inger Støjberg fortsætter nu i Folketinget som løsgænger.
Hun vil dog ikke afvise en fremtid i Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige, som har åbnet døren for hende.
Det har ikke været muligt at få et interview med Inger Støjberg.