Ørestad Minimarked i København ligner i disse dage et spil tetris, som er ved at være game over.

Købmandsbutikkens pakkelager bugner med flere hundrede pakker, der endnu ikke er blevet afhentet af kunderne.

Faktisk er der så mange uafhentede pakker fra GLS, at butiksejer Soran Kalasar ikke har mere plads på sit pakkelager.

Han må derfor nu stable dem inde i butikken, hvor de skaber trængsel for købmandsbutikkens andre, almindelige kunder.

Ørestad Minimarkeds pakkekaos.
Ørestad Minimarkeds pakkekaos. Foto: Privat
Vis mere

Soran Kalasar skrev så sent som i går – mandag – en indtrængende appel til sine kunder på butikkens Facebook-side.

'Vi bede jer om og hente jeres pakker så hurtigt som muligt. Det vil være en stor hjælp. Vi forventer at få 500 pakker i morgen tirsdag. Vi har virkelig bruge for plads til alle jeres pakker,' lød det i opslaget.

Ørestad Minimarked er pakkeshop for fragtvirksomheden GLS. Tanken er, at det kan medføre noget merkøb i købmandsbutikken, fortæller Soran Kalasar.

»Jeg fik 400 pakker i forgårs, men jeg har efterfølgende kun udleveret 120 af dem, så jeg vil rigtig gerne have, folk kommer og henter dem her i dagtimerne. Ellers har jeg snart ikke mere plads i min butik,« siger Soran Kalasar.

Ifølge en rundringning, som B.T. København har foretaget blandt en række andre GLS-pakkeshops i København, bugner også deres hylder med uafhentede pakker.

En dugfrisk opgørelse fra Dansk Erhverv viser da også, at danskernes dankort glødede under Black Week og Black Friday i sidste uge.

Dansk Erhverv vurderer, ar der blev solgt for mere end 3,2 milliarder kroner på nettet gennem ugen, og dermed nåede forbruget sidste års store rekord.

»Det er rigtigt stort, og de sidste år er omsætningen også vokset voldsomt. Logsitikfirmaerne har derfor også mandet mere og mere op år for år med flere af de her pakkeudleveringssteder samt flere bude og biler. Man har dog næsten ikke kunnet følge med,« siger Niels Ralund, der er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, til B.T. København.

Det stikker helt af med mængden af pakker i Ørestad Minimarked. Foto: privatfoto
Det stikker helt af med mængden af pakker i Ørestad Minimarked. Foto: privatfoto
Vis mere

Faktisk er indbyggerne i Region Hovedstaden en slags europamestre i online shopping. Det viser nye tal fra Eurostat, der er EUs statistikorganisation.

91 procent af alle mellem 16 og 74 år i Region Hovedstaden købte eller bestilte varer eller tjenester på internettet sidste år, og det ligger langt over gennemsnittet i EU på 65 procent.

»Det er klart, at man lige nu vil kunne finde nogle butikker, der er bombet op med pakker. Men det problem bliver forhåbentligt snart løst, når kunderne afhenter dem,« siger Niels Ralund.

GLS 'administrerende direktør, Steen Kristensen, bekræfter over for B.T., at fragtfirmaets pakkeshops har taget imod ekstra mange pakker gennem de seneste dage. Man opfordrer derfor også nu kunderne til at hente pakkerne.

»Vi appellerer gennem vores nye app, notifikationer til modtagerne og de sociale medier til, at modtagerne afhenter deres pakker så snart, det er muligt. Vi ser også, at vores pakkeshop proaktivt selv opfordrer modtagerne til at afhente deres pakker,« siger Steen Kristensen.

Samme tid sidste år udlovede Shell i samarbejde med GLS ligefrem en præmie for at undgå pakkekaos. Det betød, at kunder, der hentede deres GLS-pakke på en af de 111 Shellstationer med GLS-pakkeshop, kunne vinde et års forbrug af brændstof på Shell til en værdi af cirka 15.000 kroner.

Selvom købmand Soran Kalasar er glad for sine kunder, så har han ikke umiddelbart råd til at udlove så stor en præmie for at lokke kunderne ned i butikken. Han krydser i stedet fingre for, at kunderne læser hans opråb.

»Det vil gøre mig glad, hvis jeg snart fik mere plads på mit pakkelager og i butikken,« siger han.