Lysreklamerne på facaderne er en integreret del af bybilledet og har brændt sig ind i københavnernes nethinder og hjerter i omkring 100 år.
Mange har et nostalgisk forhold til et eller flere af de lysende skilte, og det har vakt stærke følelser, når markante reklamer er blevet flyttet eller pillet ned.
B.T. har foretaget en undersøgelse af københavnernes holdning til udvalgte, markante lysreklamer. Både nuværende og nogle af dem, der ikke længere lyser op for os.
Det står bøjet i neon, at supermarkedskæden Irma har skabt en lysende darling.
Mere end halvdelen af københavnerne i meningsmålingen svarer, at Irmahønen ved Sortedams Dossering er den markante lysreklame i byen, de holder mest af.
I alle aldersgrupper er æglæggeren favoritten, selvom tendensen er mere udbredt hos de ældre københavnere end de yngre.
Jo ældre man er, jo mere elsker man tilsyneladende den ikoniske reklame, der blev udødeliggjort i Kim Larsens 'Hjerter dame': »Irmahønen blinker i mørket / Ligger bare der og lægger æg«.
Blandt de yngste i meningsmålingen stikker lysvæggen ved Rådhuspladsen og Bosch-skiltet ved Halmtorvet mere positivt ud end hos andre københavnere.
Måske fordi det bliver forbundet med byture og gode tider i Kødbyen med de mange vandhuller og spisesteder.
I den københavnske befolkning som helhed er lysvæggen på Rådhuspladsen nummer to på listen, mens tredjepladsen deles af Bosch-skiltet og B.T.-skiltene, der hænger på Suppeterrinen midt på Trianglen.
Historiker Stefan Outzen er ekspert i københavnske neonreklamer og forfatter til bogen 'Neon', der handler om netop dem. Adspurgt gætter han nemt, at københavnernes favorit må være Irmas høne:
»Den er den eneste tilbageværende af de oprindelige typer neonreklamer. Den har en god placering ved 'porten til Nørrebro', og beboerne der – og i resten af byen – føler, at den hører til. Jeg ved ikke, om den sælger hverken mere kaffe eller æg for Irma, men den skal bare være der, selvom den er rasende dyr at holde ved lige,« siger han.
Som neon-entusiast er han naturligvis farvet, men han mener, at den type reklamer kan noget særligt:
»De har en anden poesi end de moderne LED-lys. I min bog om de københavnske lysreklamer tolker jeg det som en del af retrobevægelsen, vi dyrker 50erne og 60erne, der også var neonreklamernes storhedstid.«
De første af slagsen kom til København, forklarer Outzen, i 1925 og blev kaldt »flydende ild«. De afstedkom en hidsig debat i Borgerrepræsentationen, hvor de blev kritiseret som »lysforurening« og »amerikansk indflydelse«.
To gange siden har de været slukket: i mørklægningstiden under krigen og under oliekrisen i 1973.
Outzens egen favorit er neonudsmykningen på Føtex-bygningen på Vesterbrogade.
»Det specielle ved den blå funkisagtige udformning er 3D-effekten, som er sjælden, men som vi også kender fra termometeret på Richshuset ved Rådhuspladsen.
København har tidligere haft en række markante lysreklamer, der ikke længere pryder. Men det betyder ikke, at de er glemt.
B.T. har spurgt københavnerne, hvilke de savner mest. Af valgmulighederne kommer i rækkefølge:
De lysende chokoladefrøer, der frem til 2009 blinkede over Vibenhus Runddel.
'Det danske vejr er Gajol-vejr'-skiltet ved Vesterport, der lyste frem til 2016.
TV 2 Zulu-krigeren, der hoppede ved Langebro frem til 2019.
Den sidste fremhæver Outzen for flere geniale detaljer:
»Palle Strøm (tidligere chef for TV 2 Zulu, red.) fortalte mig engang om hans glæde ved placeringen ved Langebro, der betød, at alle, der kørte ud mod DR Byen, kørte forbi. Desuden var der en tekst på skiltet, der sagde 'Fordi vi elsker tv', men hver 25. gang stod der i stedet 'Fordi vi elsker æg' som en reference til Irmahønen.«
Noget tyder på, at lysreklamen ramte det unge publikum, som Zulu også sigtede mod.
Tendensen til at savne chokoladefrøerne er nemlig igen mest udbredt blandt de ældre københavnere, mens gruppen af 18-29-årige faktisk savner TV 2 Zulu-krigeren mest.
Outzen begræder tabet af de markante neonreklamer, men glæder sig over det faktum, at når en bygning fredes i dag, fredes også neonskiltene på den. Det gælder for eksempel i Nyhavn, den hvide kødby og B.T.-skiltene på Trianglen.
»Faktisk stod der Politiken på bygningen frem til 1966, men så overtog B.T., og nu er dét fredet,« siger Stefan Outzen.
