Siden 2017, hvor byggeriet af Niels Bohr Bygningen oprindeligt skulle have været klar til indvielse, er det haglet ned med skandaler over byggeriet.

Og nu er den gal igen.

Københavns Universitet, som bygningen er tiltænkt, kan nemlig se frem til en noget dyrere husleje end først ventet, og det ser nu ud til at få konsekvenser for de ansatte.

Universitetet frygter nemlig, at de må ud i en massefyring. Det skriver DR.

Oprindeligt kunne universitetet forvente en husleje af den nye bygning på 78 millioner kroner om året, men i stedet skønner de nu at skulle betale hele 200 millioner kroner.

Det svarer til cirka 250 stillinger eller en nedlæggelse af to af universitetets institutter.

»En meget stor del af vores omkostninger er jo lønomkostninger, så det er svært at spare et trecifret millionbeløb hvert eneste år, uden det har konsekvenser for antallet af medarbejdere,« siger universitetsdirektør Jesper Olesen.

Det er ansatte på Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, der risikerer at blive ramt at fyringerne. Det er nemlig fakultetets 800 forskere og 3-.4.000 studerende, der skulle huses i bygningerne.

Det er de mange fejl og forsinkelser under byggeriet, der nu har forårsaget en højere husleje og har gjort selve byggeriet regning meget større.

Et byggeri, der først var sat 1,6 milliarder af til, men som nu kommer til at koste mindst 4,3 milliarder.

De første problemer kom allerede, før selve byggeriet gik i gang i 2015. Dengang var det Bygningsstyrelsen, der var bygherre, og det fungerede slet ikke. De blev kritiseret for at være fraværende, der var fejl i byggematerialer, og håndværkerne var forsinkede.

To år senere overtog Vejdirektoratet projektet, men de har ligeledes haft problemer og udskudt åbningen af bygningen mere end ti gange.

Senest er det blevet udskudt, efter det er blevet opdaget, at der er fejl i cirka 10.000 brandlukninger, der skal sikre brandsikkerheden og nu laves helt om.

Niels Bohr Bygningen skulle nemlig endelig slå dørene op den 31. oktober 2021, men på grund af brandlukningerne er det blevet udskudt til 2022.