Stod det til Dansk Folkeparti i Københavns Kommune, var der ikke noget, der hed kønsopdelt svømning. Heller ikke selvom det kun er 10-15 ud af 700 hold i Hovedstadens Svømmeklubber, der er kønsopdelte.

»Det er en glidebane. Islam skal ikke diktere, hvordan vi skal have vores samværsformer indenfor idræt og kultur,« siger Finn Rudaizky, gruppeformand for DF i Borgerrepræsentationen.

Men den kønsopdelte svømning fortsætter. For Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har stemt Dansk Folkepartis forslag om at afskaffe det ned.

Kun Venstre og Konservative, der sammen med DF udgør 11 stemmer, var enige i forslaget. Resten, i alt 40 stemmer, stemte imod Dansk Folkepartis forslag.

»Vi har jævnligt taget det op siden det blev indført i København i 2013, og vi vil blive ved med at gøre opmærksom på det. Men vi får det nok ikke ændret sådan vups. Det bliver sværere og sværere, for det er et mindretal, der mener det samme som os, det er jeg klar over. København bliver mere og mere rødt. Ikke bare rødt, men blodrødt,« siger Finn Rudaizky.

Kønsopdelt svømning blev i sin tid indført, for at tilgodese minoriteter. Minoriteter, som Finn Rudaizky hellere end gerne ser bedre integreret i samfundet, men han mener, at kønsopdelt svømmeundervisning gør præcis det modsatte:

»Det passer ikke til det danske samfund. Det ødelægger integrationsmulighederne for de unge mennesker, som skal lære dansk kultur og danske traditioner at kende.«

Finn Rudaizky, men mindsker det ikke også deres muligheder for at blive integreret gennem foreningsliv, når I vil afskaffe deres mulighed for at deltage?

»Det kan du sige, men så har de valgt den danske kultur og de danske normer fra ved at kræve kønsopdelt svømning. Det er en afvejning, og jeg kan ikke se, det gavner integrationen. Man må forklare dem og deres forældre, at nu er de kommet til et land, hvor vi ikke opdeler. Det er absurd, at religion skal diktere det, så vi ikke kan bevare en almindelig dansk tradition.«

Men hvis kønsopdelingen nu er præmissen for, at nogle kan deltage i foreningslivet, er det så ikke et skridt i den rigtige retning?

»Nej, det er bare noget, de siger. Kønsopdelingen er ikke en forhindring. Der er nogle normer, som vi har haft indtil for ganske nylig, og de skal ikke brydes på grund af religionsfanatisme.«

Ud af 700 svømmehold er 10-15 af dem kønsopdelte. Det er lidt over to procent, og der er stadig 685 svømmehold med blandede køn. Kan man ikke bevare den danske kultur og de danske normer, samtidig med at man imødekommer andre, så de også har mulighed for at deltage?

»Jo, det kan man. Men det er en glidebane, det har vi jo set. Se, hvordan det er blevet i institutionerne i forhold til mad. Mange steder må man ikke servere flæskesteg og andet dansk mad,« siger Finn Rudaizky.