For under en uge siden havde 112 bryggerier fra hele verden meldt deres ankomst til Mikkellers prestigefyldte ølfestival i København.

Men nu har det hele taget en drejning.

I skrivende stund har 46 bryggerier indtil videre meldt afbud fra ølfestivalen, og mange har taget afstand fra arrangementet med begrundelsen, at de er 'taknemmelige for dem, som arbejder på at sikre en mere tryg og inkluderende ølindustri'.

Aflysningerne sker i kølvandet på Mikkellers håndtering af tidligere anklager om sexisme. Siden sommer har flere tidligere ansatte hos Mikkeller anonymt beskrevet hændelser, hvor seksuel chikane, diskrimination og mobning har fundet sted.

Blandt aflysningerne er de danske bryggerier Kølster malt og øl i Humlebæk og Gamma i Herlev, der er de første danske bryggerier, der melder fra.

Begge bryggerier bekræfter, at de ikke kommer til at deltage til ølfestivalen, der finder sted i København 22. og 23. oktober, men de har ikke yderligere kommentarer.

På det sociale medie Instagram har begge dog udtalt sig i stories, der kan ses i 24 timer, før de forsvinder. Her skriver Kølster malt og øl:

'I går meddelte vi Mikkeller, at vi ikke deltager i Mikkeller Beer Celebration 2021. Vores virksomhed mener ikke, at vi kan stå indenfor et arrangement, der er så langt væk fra vores kerneværdier.'

'Tiden er ikke inde til en fejring af øl med vores deltagelse med de igangværende påstande mod Mikkeller. Vi begik en fejl ved at acceptere invitationen, og det beklager vi,' afslutter de.

Mikkel Bjergsø, der er grundlægger af Mikkeller, udtaler i et skriftligt svar til Berlingske:

»Vi er selvfølgelig vildt kede af aflysningerne, men har fuld forståelse for, at nogen melder fra. Vi har ikke håndteret denne her krise godt nok, og det ser vi konsekvenser af nu og arbejder på at få ændret hurtigst muligt.«

Han understreger dog, at det korrekte antal aflysninger er 42. Det skyldes, at nogle af bryggerierne på listen langt tilbage meldte fra af andre årsager.