Ethvert julefrokostbord bør som minimum indeholde rejer. Og helst dem uden skaller. Det ved alle og enhver.
Det må derfor formodes at have været et skuffende syn for de dagligvarekunder, der tidligere på måneden skulle købe rejer i Netto på Gammel Kongevej på Frederiksberg.
Her gjorde Fødevarestyrelsen et uappetitligt fund i indtil flere kølemontre. Det har udløst en femcifret bøde til Netto, og netop bøden vender vi tilbage til senere i artiklen.
»Kølemontre med opbevaring af blandt andet rejer i lage fremstår på enkelte etiketter med sort belægning. I grav under gitter i samme kølemontre lå gamle rejer og støv,« skriver Fødevarestyrelsen i sin kontrolrapport.
Kontrolbesøget fandt sted 8. december og varede en time. Undervejs blev der konstateret adskillige tilfælde af dårlig hygiejne.
»Følgende er konstateret: Samtlige fryseskabe i butik fremstår i bunden med rester af optøet fødevarer samt gule væsker, som er frosne,« står der i kontrolrapporten.
Man fristes ligefrem til at sige, at det var sket en nedsmeltning. Om ikke andet så i det mindste i bogstavelig forstand.
»I isfryser med opbevaring af literis fremstår bund og gitter i bund med gamle rester af optøet is samt andet sort belægning,« står der yderligere i kontrolrapporten.
Heller ikke de kunder, der hellere ville fylde indkøbskurven med sunde grøntsager, slap for at blive mødt af ulækker snavs.
»I køleskab til opbevaring af emballeret færdigsalater fremstod enkelte hylder med grøn skimmel samt gammelt snavs,« lyder det i kontrolrapporten.
Her fremgår det, at Nettobutikken havde følgende bemærkning: »Det kan jeg godt se. Vi gør det rent,« står der i rapporten.
Det ændrede dog ikke ved det faktum, at Nettobutikken havde begået flere klokkeklare overtrædelser af fødevarelovgivningen.

Som konsekvens gav Fødevarestyrelsen Netto på Gammel Kongevej en sur smiley og en bøde på 15.000 kroner.
Sanktionen skal blandt andet ses i lyset af, at Nettobutikken tidligere var sanktioneret for lignende forhold tilbage i slutningen af januar sidste år.
Butikken er nu blevet vejledt til at øge rengøringsfrekevnsen af butiksinventaret for at undgå, at hygiejneproblemerne gentager sig i fremtiden.
B.T. har kontaktet Salling Group, der ejer Nettokæden, med henblik på at få en kommentar. Selskabet har sendt en skriftlig udtalelse fra Henrik Alvastenok, der er distriktschef for Nettobutikken.
»Kunderne skal altid være sikre på, at de besøger en ren og flot Netto-butik, og derfor er det selvfølgelig uacceptabelt, at rengøringen ikke har været i orden,« siger han og fortsætter:
»Det tog butikken omgående hånd om og fik rengjort alle kølere professionelt samme dag. Vi vil ikke gå på kompromis med hygiejnen og har indskærpet vores interne procedurer, så lignende tilfælde ikke gentager sig i butikken,« lyder det distriktschefen.



