På børneværelset er der bamser overalt, i klædeskabet hænger der fine kjoler i alverdens mønstre, og i soveværelset står en redt børneseng. Intet af det bliver brugt.
For det seneste år har Jesper Jørgensen kun set sine to små piger i otte timer, og han ved ikke, hvornår han ser dem igen.
»Det er uvirkeligt ikke at have set dem mere. Det føles ikke godt. Når du får børn, tænker du jo ikke, at du på et tidspunkt skal undvære dem, og jeg tænker på, om de kan huske mig, som jeg kan huske dem,« siger Jesper Jørgensen.
Savnet af pigerne og uvisheden om, hvornår han ser dem igen, skyldes en langsom sagsbehandling fra Familieretshuset. Myndigheden, der afgør samværssager. Og Jesper Jørgensens sag er slet ikke afgjort endnu.
»Jeg havde en forventning om, at når jeg og pigernes mor ikke selv kunne finde ud af det, så kunne Familieretshuset hjælpe. Jeg tænkte, at endelig fik jeg hjælp, for nu kom der andre ind i sagen. Det skete bare ikke,« siger 35-årige Jesper Jørgensen.
Men for at forstå sagsbehandlingen skal vi tilbage til juli 2020, hvor Jesper Jørgensen og pigernes mor bliver skilt.
Pigernes mor flytter ud med de to piger, der i dag er fem og to år, og Jesper Jørgensen bliver tilbage i pigernes barndomshjem i Ørestaden, København.
Fra den dag ser Jesper Jørgensen kun sine børn enkelte gange af få timers varighed, og efter et par måneder går det op for ham, at han og pigernes mor aldrig vil blive enige om en samværsordning.
Derfor kontakter han i slut-oktober 2020 Familieretshuset i håb om, at de kan hjælpe med at fastsætte samværet, så han igen kan være sammen med sine døtre, hvis liv han indtil skilsmissen har været en lige så stor del af som moren.
Familieretshuset kvitterer med det samme for modtagelsen af samværsansøgningen, men derefter sker der ingenting, og Jesper Jørgensen ser stadig ikke sine piger. Det fremgår af sagen, som B.T. har fået indsigt i.
Flere gange kontakter han Familieretshuset for at fremskynde processen. Det samme gør pigernes mor, som ikke har ønsket at medvirke i artiklen.
»Det er jo fuldstændig latterligt. Jeg vil ikke engang kalde det sagsbehandling, for det føler jeg ikke, jeg har fået. Der sker jo ikke noget,« siger Jesper Jørgensen.
En dag midt i januar, tre måneder efter Jesper Jørgensen første gang kontakter Familieretshuset, ringer han igen ind for at høre om processen. For han har af en bekendt fået at vide, at han kan søge om kontaktbevarende samvær, indtil sagen om det egentlige samvær er afgjort.
Den mulighed har Familieretshuset aldrig oplyst ham om, og det er stik imod de regler, enhver forvaltning skal følge. Det fortæller børneadvokat Jesper Nikolajsen:
»De har oplysningspligt og skal oplyse borgerne om deres muligheder. Det er meget alvorligt, at Familieretshuset har tilsidesat reglerne. De er til for borgeren for at sikre retssikkerheden.«
Samtidig får det også alvorlige konsekvenser for Jesper Jørgensens mulighed for at se sine børn.
Da Jesper Jørgensen hører om den nye mulighed for at se sine piger, klager han med det samme over sagsbehandlingen i Familieretshuset og søger med det samme om kontaktbevarende samvær. Men det er for sent.
I afgørelsen fra Familieretshuset står der:
»Vi vurderer ikke, at der har været samvær i et sådant omfang og på en sådan måde, at der kan fastsættes midlertidigt kontaktbevarende samvær.«
I slut-januar bliver Jesper Jørgensen og pigernes mor endelig indkaldt til møde i Familieretshuset omkring deres samværssag.
Men mødet skal først finde sted i slut-marts. Fem måneder efter, at Jesper Jørgensen første gang søger om samvær.
Det er langt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid. Det viser en ny undersøgelse lavet af Ombudsmanden, Niels Fenger.
Her fremgår det, at der i 2020 i gennemsnit gik tre måneder, fra Familieretshuset modtog ansøgning om samvær, til en midlertidig afgørelse blev truffet. Og bare de gennemsnitlige tre måneder, mener Ombudsmanden, er kritisabel lang sagsbehandlingstid.
»Det må ikke tage så lang tid, for relationen mellem barn og forælder bliver smadret. Det vil nok aldrig blive det samme igen. Jeg tænker på, om de kan huske, hvem jer er, og hvad vi lavede sammen,« siger Jesper Jørgensen.
Familieretshuset har ikke ønsket at stille op til interview eller kommentere på den konkrete sag. Til spørgsmålet om, hvorvidt det er acceptabelt, at der går fem måneder, fra man ansøger om samvær, til det første møde finder sted, svarer de:
»Generelt er ventetiderne for lange, og det arbejder vi også hårdt på at nedbringe, fordi vi ved, at lange ventetider er hårdt for både børn og voksne – men i takt med at vi får oplært en stor gruppe nye medarbejdere, forventer vi også, at ventetiderne falder markant,« skriver Familieretshusets kontorchef, Kirsten Rosenkilde Olsen.
I 2020 fik Familieretshuset en merbevilling på 104 millioner kroner, som skulle gå til at ansætte flere medarbejdere og på den måde nedbringe ventetiden.
B.T. har spurgt Familieretshuset, præcis hvor mange medarbejdere de har ansat for pengene, men det kan de ikke svare på, da de ikke har en oversigt over det.
I Familieretshusets årsrapport fra 2020 fremgår det dog, at de har ansat cirka 117 nye medarbejdere. Hvad præcis de er ansat som, har Familieretshuset ikke svaret på.
Men at de nye medarbejdere skal nedbringe ventetiden, har Jesper Jørgensen slet ikke mærket. Hans sag er langtfra slut endnu.
Efter mødet i Familieretshuset i marts får Jesper Jørgensen at vide, at sagen skal afgøres af retten, fordi der løbende er kommet en lang række beskyldninger mod ham fra pigernes mor.
»Det skyldes, at Familieretshuset har vurderet, at der er oplyst om aktuelle risikofaktorer i form af grænseoverskridende adfærd mod barnet, vold mod forælderen, psykisk vold mod forælderen, misbrug af alkohol, bekymring om en eller begge forældres omsorgsevne og højt konfliktniveau,« står der i brevet.
Der er hverken dokumentation for, at beskyldningerne er sande eller usande, men Jesper Jørgensen fortæller, at han på ingen måde kan genkende billedet af, at han skulle være voldelig, drikke for meget eller være en utilstrækkelig far.
Men der er dokumentation for, at Familieretshuset knap nok undersøger beskyldninger, som er væsentlige for at vurdere, hvad der er bedst for børnene.
Tidligere har de indhentet oplysninger fra pigernes mors kommune, som ingen oplysninger har om Jesper Jørgensen. De har ikke undersøgt Jesper Jørgensens evne til at være forælder eller undersøgt, om han faktisk har et alkoholproblem.
Af dokumenter i sagen fremgår det, at der ikke er lavet nogen forældrekompetenceundersøgelse, ingen børnefaglig undersøgelse og ingen alkoholtest, som det for eksempel var tilfældet med Carsten Bech, der også blev beskyldt for at have et alkoholproblem.
Der er heller ikke blevet indhentet udtalelser fra vuggestue og børnehave, som Familieretshuset ellers har fået samtykke til at gøre fra begge forældre.
»Det er for dårligt, at det ikke er blevet undersøgt. Man kan jo sige hvad som helst. Hvis jeg var alkoholiker, hvorfor har de så ikke testet mig og lavet noget overvåget samvær? Det burde de have gjort, hvis de tænker på, at børnene skal se begge forældre,« siger Jesper Jørgensen.
At sagen er overgået til retten, betyder også, at sagen trækkes yderligere i langdrag.
Så lige nu sidder Jesper Jørgensen alene tilbage i pigerne barndomshjem, syv måneder efter han har søgt om samvær. Uvidende om, hvornår sagen bliver afgjort i retten, og uvidende om hvornår han kan se sine piger igen.
For han har siden april hverken hørt fra Familieretshuset eller retten.
»Jeg skal se dem hurtigst muligt, men jeg ved ikke, hvornår det er. Det er hårdt og uretfærdigt,« siger Jesper Jørgensen.
