Kåre Mølbak, faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI), bakkede op om at slå alle mink ned. Men han ville gerne have haft et bedre fagligt grundlag.

Det viser et internt mødereferat, som nu afslører nye detaljer om, hvad der skete i timerne op til det historiske pressemøde 4. november 2020.

Dagen, hvor statsminister Mette Frederiksen satte gang i nedlukningen af et helt erhverv med beskeden om, at alle mink skal aflives.

Allerede om aftenen gik myndighederne i gang med at eksekvere statsministerens ordre. En ordre, som der altså ikke var lovgrundlag til at udføre.

»Jeg har været ude at kigge på vores minkaflivningsoperation,« sagde hærchef Michael Anker Lollesgaard. Foto: Hærchefens Facebook
»Jeg har været ude at kigge på vores minkaflivningsoperation,« sagde hærchef Michael Anker Lollesgaard. Foto: Hærchefens Facebook
Vis mere

Blot en time før pressemødet 4. november orienterede tre af regeringens ministre resten af partilederne i Folketinget om beslutningen, som skyldtes en ny virusmutation blandt mink.

Partilederne reagerede vidt forskelligt.

Nogle kaldte beslutningen for voldsom, mens andre mente, det var det rigtige at gøre. En enkelt spurgte, om der ikke var behov for en 'second opinion'. Vi vender tilbage til deres reaktioner.

Referatet beskriver også i detaljer, hvordan Kåre Mølbak så på den – ifølge ham – akutte situation:

'Kåre uddyber, at man ikke kan vide sig sikker på, hvor galt det kan gå, men risikoen er stor. Man ville gerne have et endnu bedre fagligt grundlag, men det er der ikke tid til, hvorfor det rigtige at gøre er at handle nu,' står der i referatet, som B.T. er kommet i besiddelse af.

Kåre Mølbak bekræfter over for B.T., at referatet er en korrekt gengivelse af mødet.

Der er i løbet af den seneste måned blevet sået tvivl om SSI's opbakning til, om det var det rigtige at gøre.

Det skyldes dels et høringssvar fra SSI, hvor det blev understreget, at SSI ikke har foreslået en aflivning af mink.

Dels et møde 2. november – som tidligere omtalt i B.T. – mellem Kåre Mølbak, Fødevarestyrelsen og Kopenhagen Fur, hvor Kåre Mølbak fortalte, at minkavlerne kunne beholde deres avlsdyr.

Alligevel bakkede Kåre Mølbak to dage senere op om regeringens beslutning, forklarer han nu:

'Kåre bekræfter, at du har forstået forløbet korrekt. SSI kom med en risikovurdering, og den beslutning, som regeringen tog, var en konsekvens af denne, og det bakkede Statens Serum Institut op om,' skriver SSI i et skriftligt svar til B.T.

B.T. har efterfølgende spurgt Kåre Mølbak, hvad han mente med, at han gerne 'ville have haft et bedre fagligt grundlag'.

»Man ville gerne have et endnu bedre fagligt grundlag, men det er der ikke tid til,« sagde Kåre Mølbak 4. november.
»Man ville gerne have et endnu bedre fagligt grundlag, men det er der ikke tid til,« sagde Kåre Mølbak 4. november. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Det har ikke været muligt at få et svar, fordi Mølbak er på ferie.

Sundhedsminister Magnus Heunicke deltog ved orienteringen af partiledere 4. november. Derfor har B.T. ligeledes spurgt ham:

Hvorfor valgte du ikke at få andre eksperter end SSI til at give en vurdering af mutationen cluster 5, når Kåre Mølbak sagde, at man gerne ville have et bedre fagligt grundlag?

Sundhedsministeren vil ikke svare på spørgsmålet.

Ministeriet skriver: 'Det er sædvanligt, at regeringen ikke besvarer spørgsmål om en sag, når der gennemføres en uafhængig undersøgelse.'

Minksagen skal i det nye år undersøges i en granskningskommission, hvor både statsministeren og sundhedsministeren skal forklare sig.