Lørdag 30. januar var 51-årige Ina Ritter ude at lufte sin hund som så mange gange før, da hun gik forbi en garage, hvor der var udbrudt brand.
Ina Ritter kunne høre et svagt råb om hjælp, og det fik hende til at gå henimod stedet, det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Da Ina Ritter kom hen i garagen, kunne hun se en hjælpeløs mand, der lå med overkroppen inde i et værksted, hvor der var en kraftig brand.
Mandens underkrop var ude i selve garagen, og han var tilsyneladende ude af stand til at redde sig selv ud af de buldrende flammer.

Ilden havde allerede fået fat i ham, og Ina Ritter skyndte sig at komme den nødstedte mand til hjælp.
Hun greb ham ifølge Nordjyllands Politi under skuldrene og trak ham ud af garagen og væk fra ilden.
Herefter ankom politi og brandvæsen til stedet, branden blev slukket og en ambulance kom offeret til hjælp.
»Det er vores vurdering, at hvis ikke Ina Ritter omgående havde grebet ind, så ville manden være omkommet i løbet af meget kort tid,« skriver Nordjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Derfor overrakte lederen af Patruljecenter Himmerland, vicepolitiinspektør Poul Severinsen sammen med politiassistent Peter Siwertsen, der var ’første vogn på stedet’ en såkaldt påskønnelse til den modige borger mandag den 8. februar.
På grund af corona var der tale om en ganske lille højtidelighed foran politistationen i Hobro, hvor vicepolitiinspektøren holdt en kort tale og benyttede lejligheden til at opsummere begivenheden sådan her:
»Resolut trådte du til og fik trukket borgeren ud fra flammerne, hvilket ifølge politipersonalet på stedet reddede hans liv.«
Ina Ritter fik overrakt et beløb på 1000 kr. og en buket blomster som udtryk for politiets påskønnelse og anerkendelse for den livreddende indsats.