Hvis du har købt brødstænger med sesam, kan det være en god idé lige at tjekke mærket.
For firmaet Deli Drengene kalder i øjeblikket produktet 'Panrustici med Sesam' tilbage, da der er fundet et for højt indhold af pesticidet ethylenoxid i dem.
Helt præcist er pesticidet fundet i sesamfrøene, der er anvendt i produktet:
»På basis af DTU Fødevareinstituttets generelle vurdering af ethylenoxid, kan en sundhedsmæssig risiko ikke udelukkes,« lyder det i tilbagekaldelsen, der er bragt på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Hvis du har brødstænger liggende i skabet og vil tjekke, om det er dem, der kaldes tilbage, så oplyses det, at der helt præcist er tale om produktet 'Panrustici Sesamo / Panrustici med Sesam' fra mærket 'La Mole' med et nettoindhold på 100 gram.
Brødstængerne har en holdbarhedsdato til enten den 21. september i år eller den 8. juli i år.
De er blevet solgt i Salling Group-butikker og Dagrofa-butikker over hele landet.
Hvis du har købt produktet, rådes du til enten at levere det tilbage til den butik, hvor du har købt det, eller til at smide det ud.