Gentager historien sig?
Det spørgsmål bliver nu stillet i de russiske Ural-bjerge, hvor otte vandrere er meldt forsvundet – i præcis samme område hvor ni vandrere for 62 år siden blev fundet døde under mystiske omstændigheder.
Ifølge Newsweek skulle de otte vandrere være vendt tilbage onsdag morgen.
»De er ikke kommet tilbage, og der er ingen kontakt til dem,« siger en lokal beboer til det lokale medie E1.ru ifølge Newsweek.
Vedkommende fortæller videre, at de forsvundne vandrere var draget ind i det sagnomspundne Dyatlov-bjergpas for netop at mindes de ni personer, der forsvandt og siden blev fundet døde her i 1959. Deres dødsfald har lige siden været et kæmpe mysterium. Og har været omdrejningspunkt for et væld af konspirationsteorier: Blev de dræbt af yetier, rumvæsner, vilde bjergfolk eller blev de ofre for et fejlslagen eksperiment fra den russiske hær?
For at nævne nogle.
Fakta er, at dengang i 1959 drog ni vandrere sidst i januar ind i det pågældende område ved Kholat Saykhl i Ural-bjergene anført af 23-årige Igor Dyatlov. De kom aldrig tilbage.
Da efterforskere nogle uger senere nåede frem, fandt de først et kamera og nogle dagbøger. Samt et telt, der tilsyneladende var skåret op indefra. I de kommende dage og måneder dukkede ligene så op. Frygteligt lemlæstede.

Nogle havde fået kranierne slået ind, andre havde fået brystkasserne slået op. To manglede øjnene, én havde ingen tunge. Det blev dengang fastslået, at nogle var døde af skaderne, mens andre var døde af kulde.
Og det er de voldsomme omstændigheder, der lige siden har fået spekulationerne til nærmest at løbe løbsk. Og fordi myndighederne i første omgang mørklagde sagen.
Helt frem til 2019. Her fremlagde de russiske myndigheder på 60-årsdagen for tragedien så resultaterne af en ny, firårig undersøgelse, der konkluderede, at de syv mænd og to kvinder var omkommet på grund af en lavine. Den teori var allerede fremme i 1959, men blev afvist, fordi der ikke var tegn på det i området. Heller ingen tekniske beviser for det blev dog fremført for to år siden.
Så sent som i januar i år kom der så igen nyt. Via computersimulationer mente schweizerne Johan Gaume og Alexander Puzrin at kunne bevise, at ja, der var tale om en – lille – lavine. Og helt særlige omstændigheder i området på det tidspunkt gjorde den så dødelig. Der kan sandsynligvis have været store isblokke i den, og samtidig var skråningen meget stejlere, end det umiddelbart fremgik, men det var maskeret af et tykt snedække.
»Den lokale topografi narrede dem,« som Alexander Puzrin siger til National Geographic.
De mange bestialske skader på vandrerne, der angiveligt forsøgte at flygte fra lavinen, er blevet konkluderet til at være forårsaget af vilde dyr i området.
Nu er spørgsmålet så, hvad der skete med de otte vandrere, der i denne uge ikke er vendt tilbage.